Midlertidige cykelstativer ved Buddinge Station
Skal du til og fra Buddinge Station, skal du finde et nyt sted at parkere din cykel indtil maj, og tage en togbus i påsken.

På grund af anlægsarbejdet af Hovedstadens Letbane, er der opstillet midlertidige cykelstativer overfor Buddinge Station.

Der er placeret 30 cykelstativer ved siden af byggepladsen, til venstre for stationsindgangen, og 78 cykelstativer på græsarealet overfor stationen, mellem Verdensmålshuset (den gamle politistation) og Fremtidsvej. Cykelstativerne til højre for stationsindgangen kan dog stadigvæk benyttes.

Cykler og fodgængere skal ud på vejen, der på strækningen vil være beskyttet mod bilerne. Der er adgang til Kvickly fra butikkens hovedindgang, og indgangen til MOE er gennem trappen i Kvickly.
Gladsaxe Kommune forventer, at de nyrenoverede cykelstativer er klar til brug i starten af maj.

Cykelstativerne bliver flyttet på grund af ombygningen af klimasikringsanlægget og omlægningen af Buddinge Station.

Larm og togbusser i påsken
I påskedagene skal den tunnel, som er ved at blive støbt foran Verdensmålshuset, desuden flyttes på plads. Dette vil betyde at S-togssporene lukkes og fjernes, og at busser erstatter S-togene.
Der vil blive arbejdet hele døgnet i perioden 12. til 22. april, og arbejdet forventes at give støjgener.

– Der udføres mange anlægsarbejder på samme tid nede ved Buddinge Station, som udfordrer trafikken og koordineringen af de forskellige anlægsarbejder, men vi gør rigtig meget for at koordinere i forhold til trafikafviklingen sammen med entreprenørerne og Hovedstadens Letbane, siger programchef i Gladsaxe, Carsten Høeg Maegaard.

Du kan se hvordan togene kører på dinoffentligetransport.dk eller rejseplanen.dk, eller om der er trafikale forsinkelser i forbindelse med anlæggelsen af letbanen, på citysense.dk/gladsaxe eller på trafikinfo.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top