Ny aftale for lærerne
læreraftale2.jpg
Der var store smil på rådhuset da Thomas Agerskov skrev under på lærernes nye arbejdstidsaftale. Foto: Privat
Både Gladsaxe Lærerforening og borgmesteren var tilfreds med lærernes nye arbejdstidsaftale

Onsdag underskrev borgmester Trine Græse (A) og formanden for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov, en ny arbejdstidsaftale for lærerne, på Gladsaxe Rådhus.
I aftalen står der blandt andet at lærere i Gladsaxe underviser 760 timer om året og børnehaveklasseledere 835 timer.
Forud var gået ti forhandlingsrunder med i alt 20-30 timers forhandling. Men efter at aftalen var underskrevet gav begge partner udtryk for at de var tilfredse med den.
– Det er en konsensusaftale der er lavet i en samarbejdsånd. Der er en jævn fordeling af både undervisningsopgaver og andre opgaver, og der er en god forenkling af lærernes arbejdstid som alle kan forstå i aftalen, sagde Thomas Agerskov.
– Vi er glade for aftalen. Lærerne skulle gerne kunne mærke den ny aftale i deres hverdag, når de kan koncentrere sig om kerneopgaverne, tilføjede borgmester Trine Græse.
Aftalen træder i kraft efter sommerferien og gælder i et år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top