Klokken 07.18 fredag modtog politiet anmeldelse om at en mand var blevet skudt på en bopæl på Stengårds Alle i Gladsaxe. Da politiet og ambulance kort efter nåede frem til adressen, kunne det konstateres at en 47-årig mand var afgået ved døden efter skud i overkroppen.
– Vi er fortsat i det indledende stadie af efterforskningen, men på nuværende tidspunkt ligner det et muligt jalousidrab, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
En 42-årig mand er anholdt i sagen. Han blev fremstillet i grundlovsforhør fredag og er varetægtsfængslet frem til 17. april.
Generalmajor og chef for Hæren, Kenneth Pedersen, oplyser til DR Nyheder, at den sigtede er fuldtidssoldat i Hæren. Han har ifølge Pedersen været udsendt mere end én gang.
Manden nægter sig skyldig i drab, men erkender sig skyldig i vold med døden til følge.
Politiet har underrettet de nærmeste pårørende.