Politiker for en dag
Skolebyråd-04-13-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

115 elever fra Gladsaxes 8. klasser indtog byrådssalen til den årlige skolebyrådsdag. Foto: Kaj Bonne.
Elever fra Gladsaxes 8. klasser byttede klasselokalet ud med byrådssalen

Onsdag havde Gladsaxe Byråd inviteret børn fra kommunens 8. klasser til den årlige skolebyrådsdag. Her lærer eleverne om de demokratiske processer og diskuterer, fremlægger og forhandler deres egne forslag, med borgmesteren som ordstyrer.
115 elever fra Gladsaxe, Bagsværd og Vadgård skoler fyldte byrådssalen. Det er tyvende år i træk at skolebyrådsdagen i Gladsaxe afholdes.
I år havde eleverne forslag med om infoskærme med bus- og togkøreplaner på skolerne, fun-parker, gratis søndagsaktiviteter, sunde snackautomater, e-sportshold og motocrossbane.
Forslagene var begrundede og motiverede og eleverne havde på forhånd opstillet succeskriterier og beregnet anlægs- og driftsudgifter. Flere havde lavet modeller af deres projekter.
Blandt andet havde forslagsstillerne bag ideen om sunde snackautomater begrundet deres idé med at de ikke har mulighed for at købe (sund) mad uden for kantinens åbningstider.
Forslaget var endda udgiftsneutralt for kommunen, da eleverne havde fundet et firma der udlånte og servicerede automaterne gratis.

Diskuteret på livet løs
Da eleverne nåede frem til selve debatten i byrådssalen, blev der diskuteret og argumenteret på livet løs.
”Hvordan hænger økonomien sammen?”. ”Hvorfor lader I ikke kantinerne sælge snacks – så får de overskuddet?”. ”Vi er en ny generation, så rigtig mange kan lide e-sport”. Og ”klimaet betyder meget for unge i dag, så derfor burde motocross-projektet ikke blive gennemført”, var nogle af ordene fra talerstolen.
For skolebyrådsdagen er ikke bare for sjov. Alle forslag der vedtages med et flertal i Skolebyrådet bliver efterfølgende behandlet af Børne- og Undervisningsudvalget. Og hvis de får flertal her bliver de ført ud i praksis.
I år blev forslagene om infoskærme, fun-parker og snackautomater vedtaget og vil blive præsenteret for udvalgets voksne politikere.
Og tidligere er flere andre forslag blevet vedtaget af Byrådet eller brugt som inspiration.
Så sent som sidste år blev der oprettet en kommunal arbejdsgruppe der skulle se på et forslag om, hvordan information om ADHD og autisme kan formidles til Gladsaxes skoleelever. Et andet forslag om at etablere et fælleselevråd er i fuld gang.

Bekymring gjort til skamme
– Demokratiet er ikke en selvfølge. Det er en gave, som vi skal værne om. Og det er afhængigt af, at alle sammen tager ansvar for hinanden og det samfund vi er en del af, sagde borgmesteren til eleverne.
Skolebyrådsdagen viste igen i år, med al tydelighed, at i hvert fald 115 af Gladsaxes 8. klasser interesserer sig for demokrati og politik. Og at det nytter at interessere sig for og deltage i den politiske proces.
Mange af ”de voksne” går ellers rundt og er lidt bekymrede for de unges politiske interesse. En rapport om demokratisk deltagelse, udgivet af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sidste år, er et godt eksempel.
Rapporten konkluderer nemlig at danske unge stemmer mindre, deltager mindre i politiske aktiviteter og er mindre politisk interesserede end befolkningen som helhed.
Det var der bare ikke nogen der havde fortalt de unge mennesker, der havde overtaget byrådssalen onsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top