Price og Gladsaxes hjemmepleje hånd i hånd
Price-og-Hjemmeplejen.jpg
James Price har komponeret seks stykker luksussmørrebrød til hjemmeplejen i Gladsaxe. Foto: Pressefoto.
Et smørrebrødsprojekt skal sørge for, at alle borgere i hjemmeplejen får en ordentlig frokost

Alle borgere i Gladsaxes hjemmepleje skal have pænt anrettet og velsmagende frokost. Derfor har Hjemmeplejen udviklet en række lækre smørrebrød, som medarbejderne nemt kan tilberede hjemme hos borgerne. Til samlingen har James Price komponeret seks stykker luksussmørrebrød.

– En skive rugbrød. Med smør. Rigtig smør. Og så gælder det om at starte fra en ende af og belægge skiven med kartofler, æg og så ansjoser. Der er nok nogen, der ikke kan lide ansjoser, men så må man altså gå uden om det her stykke, for det hører til. Og det smager fantastisk.

Selvom der blot er tale om et stykke smørrebrød med ingredienser, som alle kan købe i det lokale supermarked, så beskriver James Price sin ”snapsemad” med stor passion.
Han er ikke sparsom med de lidenskabelige madgloser, da han foran kameraet i køkkenet på Seniorcenter Bakkegården guider seerne igennem hans seks specialdesignede luksussmørrebrød.

Dem, han taler til, er medarbejderne i Gladsaxes hjemmepleje, som fremover kan lade sig inspirere af hans instruktionsvideoer, når de skal lave frokost til de borger, de besøger.

De seks stykker er få blandt mange nye af slagsen i ”Projekt Smørrebrød”, som går ud på at give borgere i hjemmeplejen et lækkert frokostmåltid og en større appetit.

Et måltid er mere end kalorier
Udover James Prices passionerede smørrebrødsinstrukser kan medarbejderne også lade sig inspirere af et hav af undervisningsbilleder, når de skal sætte deres smørrebrød sammen.

Det store undervisningsmateriale er vigtigt, for det betyder en hel del, hvordan pålæg og pynt sammensættes, når frokosten serveres. Det forklarer ernæringskonsulent Dorte Langgaard, som også er leder på projektet.

– Et måltid er meget mere, end de kalorier, man indtager. Et måltid er også det, man kan se og dufte. Det betyder utrolig meget, hvordan maden bliver serveret. Vi vil blive de bedste til at tilberede en god frokost, så borgerne kan få et rigtig lækkert måltid. Og for at kunne det, skal medarbejderne vide, hvordan man gør. Det er i sin enkelhed, hvad projektet handler om, fortæller hun.

Med James Prices seks specialkomponerede luksussmørrebrød har Hjemmeplejen udviklet i alt 54 typer smørrebrød med kødpålæg, fiskepålæg samt vegetar- og ostepålæg.
Tager borgerne godt imod de nye frokosttilbud, er planen i fremtiden at lave lignende instruktionsvideoer til morgenmad og mellemmåltider, som er de måltider, Hjemmeplejen står for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top