Skak og whisky
Skak-og-whisky-018-1.jpg
Klaus Poulsen holdt et muntert og informativt foredrag om Skotlands gyldne dråber. Foto: Privat
Skakspillerne i Odysseus smagte på skotsk whisky – efter spillet

Skakforeningen Odysseus i Søborg prøvede at tænke nyt, da man i forrige uge havde ”Skak og whisky”. En lille snes medlemmer mødte op for først at spille lidt skak og derefter smage whisky.
Først blev der spillet tre runders lynskak. Gladsaxe Bladets udsendte medarbejder blev rundbarberet i alle tre skakpartier: – Jeg er lidt rusten, klynkede journalisten. Men der var ingen barmhjertighed på brættet, så revanchen måtte søges efterfølgende.
Thorlejf Meyer og Klaus Poulsen mødte om med fire flasker hver. Nogenlunde afstemt så skakspillerne kom igennem ”blended whisky” og ”single malt”. Der var kun skotsk whisky på programmet, og deltagerne blev ført rundt fra Lowlands, Highlands, Speyside og Islay.
Klaus Poulsen, der et par gange har været på destilleri rundtur i Skotland, og han øste af sin imponerende viden i timevis, mens smagsprøverne blev skænket op i glassene. Spørgelysten var stor, og flere af deltagerne kunne bidrage med deres egen og forbløffende store viden og de gyldne, skotske dråber.
Som en finale havde Jens Hornsgaard taget en dansk whisky med fra Kolding. Det var nogle private som havde lavet deres egen whisky. Blot et dusin flasker producerede de dengang for ti år siden. Det endte med at blive en flot afrunding på aftenen.
Skakforeningen Odysseus spiller hver torsdag på Frødings Allé. Klubben er netop rykket op i landets næstbedste række, 1. division. Og normalt plejer man kun at spille skak i klubben, men whiskysmagningen var en stor succes, så mon ikke den bliver gentaget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top