This is my life
This-is-my-life.jpg
GXU-eleverne sang og spillede blandt andet Kim Larsens Midt om natten. Foto: Årivat
GXU-elever hyldede Kim Larsen og satte fokus på teenageproblemer i musical

Eleverne fra 10.klasse og to-sprogs-klasserne på GXU havde i år valgt at hylde afdøde Kim Larsen i deres årlige elevforestilling, hvor flere af Larsens klassikere fik nyt liv.
Fyrre elever var med i musicalen ”This is my life”, der blandt andet havde fokus på problemer i teenager-livet med udgangspunkt i scener fra de unges eget liv.
Om forældresvigt, ordblindhed, skilsmisse, racisme, kærlighed på tværs af religioner. Om at være flygtning, turde være anderledes, være sårbar og være sig selv. Om mobning, selvmordstanker og at være lesbisk i en kultur der ikke accepterer homoseksualitet.
Men også om håb og gode venner. Rørende, modigt og hudløst ærligt.

It’s good to be here
Eleverne havde selv lavet rekvisitter, selv skrevet replikkerne med hjælp fra lærerne og stod selv for teknik og musik.
De spillede Larsen og Gasolin-klassikere som ”Hvis min far giver dig lov”, ”Midt om natten” og ”Papirklip”, og en enkelt hjemmelavet rap var der også blevet plads til. Det meste var på dansk, men der blev også reciteret på persisk og fortalt på engelsk og rumænsk.
”She made me cry I don’t know why, I don’t want to bring you down, I think it’s good to be here, this is my life and I don’t care”, skrev Kim Larsen i den gamle Gasolin-klassiker fra 1976 som stykket tager sin titel fra og som rundede musicalen af.
Alt i alt ikke nogen dårlig beskrivelse af hvordan det er at være teenager eller hvad eleverne ville sige med stykket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top