Usynlig læring
Synlig-læring.jpg
Synlig læring har længe været synlig på Gladsaxes skoler. Foto: Privat
Synlig læring er en central del af Gladsaxes skolepolitik. Men indtil sidste uge, var siden om synlig læring på kommunens hjemmeside på mystisk vis forsvundet

I skolestartspjecen fra i år kan man læse, at synlig læring er en central del af børnenes skoledag i alle Gladsaxe Kommunes skoler.

Men i flere uger indtil sidste uge, har opmærksomme brugere af kommunens hjemmeside gladsaxe.dk måske opdaget, at siderne om synlig læring var forsvundet. ”UPS! Siden blev desværre ikke fundet”, var den besked man fik.

Ifølge kommunen er der dog tale om en fejl, der ikke betyder, at synlig læring er på vej ud.

At synlig læring i undervisningen er et positivt skift i elevernes tankegang omkring egen læring, kan man nu igen læse på hjemmesiden.

Synlige fremskridt?
En dagsorden til mødet i Børne- og Undervisningsudvalget 9. marts beskriver, hvordan ”de overvejende positive resultater understøtter et fortsat arbejde med synlig læring samt målsætningen om, at alle børn skal lære at lære mere”. En evaluering af første fase af synlig læring, lavet af Danmarks Evalueringsinstitut i 2017, var dog ikke helt så positiv, når man så på lærernes syn på synlig læring.

Evalueringen konkluderede blandt andet, at lærere og pædagoger har oplevet udfordringer med at tilpasse projektet til den lokale skolekontekst. Blandt andet fordi de oplever at synlig læring er ”ufleksibelt”, og at metoden ”har et snævert syn på læring”.

Der skal mere til
Ifølge formanden for Gladsaxe Lærerforening, Thomas Agerskov, blev synlig læring kommunikeret som løsningen på stort set alt ude på skolerne, selvom det ikke havde følgeskab blandt lærerne i Gladsaxe.

– Det var for konceptuelt og blev trukket ned over hovedet på medarbejderne. Læring er et resultat af mange faktorer i tæt samspil. Synlig læring kan være et fint element i skabelsen af god undervisning, men der skal meget andet til, udtaler han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top