- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Verdensmålene ifølge Lykketoft

Som skatteminister, finansminister, udenrigsminister, og formand for Folketinget, har 73-årige Mogens Lykketoft haft en lang politisk karriere.

Efter at han er blevet menigt folketingsmedlem, har han i stigende grad taget bladet fra munden om alt fra Trump til Alternativets holdning til sundhedsreformen.

Det gjorde han også på Gladsaxe Gymnasium onsdag, hvor han talte om klimaet og FNs verdensmål, som han var med til at sætte i spil i 2015 som formand for FNs Generalforsamling.

Klimaet er vigtigst
Om morgenen talte Lykketoft med 700 af gymnasiets elever om verdensmålene, der forpligter alle FNs medlemslande til blandt andet at afskaffe fattigdom og sult, reducere ulighed, og sikre en bæredygtig økonomisk vækst.

Om aftenen kunne andre interesserede høre ham fortælle om, hvorfor han mente at klimaindsatsen var det vigtigste af Verdensmålene, og hvordan de må virkeliggøres, hvis vi skal løse klimakrisen.

– Vi er i fuld gang med at destabilisere klimaet på jorden. Verdensmålene er et opgør med en økonomisk teori, der ser resurserne som uendelige, et opgør med den måde vi lever og producerer på, fortalte Lykketoft tilhørerne.

Blandt andet bør vi som samfund og enkeltindivider blive bedre til at genbruge, fokusere på elbiler, og spise mindre kød. Og så skal alle de store firmaer, og alle de rige, til at betale skat, så vi kan finansiere de nødvendige forandringer, tilføjede han.

Lokale løsninger
FN laver overordnede rammer, og regeringer som den danske vedtager lovgivning. Men det er i høj grad også i kommuner, firmaer og de små hjem, at verdensmålene skal føres ud i livet og klimakrisen løses.

Her er Gladsaxe med på noderne. Gladsaxe Kommune har indarbejdet Verdensmålene i Gladsaxestrategien, hvor kommunen vil nedsætte CO2-udledningen med to procent om året, og være uafhængig af fossile brændstoffer i 2035.

Og Gladsaxe Gymnasium har, som såkaldt verdensmålsskole, arbejdet handlingsorienteret med verdensmålene siden 2017. Som da elevrådet sidste år fik gennemført affaldssortering på hele skolen. Alt sammen tiltag, der fik rosende ord med fra Lykketoft.

– Gladsaxe er først og størst. Der er meget få kommuner, om nogle, der gør mere for verdensmålene end Gladsaxe. Denne skole og denne kommune er blandt dem der er længst fremme med at realisere verdensmålene, sagde han.

De unge går foran
Verdensmålene blev til med pres fra civilsamfundet og bidrag fra privatsektoren, og vi skal alle trække i samme retning, hvis verdensmålene skal realiseres.

– For ellers kan vi ikke ændre den måde vi producerer og forbruger på i tide, og så kan vi ikke nå at afværge klimakatastrofen, mente Mogens Lykketoft, som tilføjede, at det i høj grad var op til de unge at lægge pres på deres forældre og politikerne.

– De unge mennesker skal opdrage deres forældre, og det er de allerede i gang med. Mette Frederiksen og Henrik Sass har for eksempel forstået meget mere om klimadagsordenen, efter at de selv har fået teenagere.