600 dage som ubesejret
Værebro-Boldklub-03-17-19.jpg
VB 1968s Ercan Demirbas (i rødt tv) var konstant på spil i feltet, og Fredensborg havde ligesom målmanden her konstant ryggen mod muren. Foto: Kaj Bonne.
VB 1968 er ubesejret på hjemmebanen gennem mere end halvandet år, Gladsaxe Hero kan ødelægge rekorden på fredag

Gladsaxe har tre mandskaber i fodboldens serie. VB 1968 ligger bedst placeret på en 3. plads efter fire indledende sejre i foråret, Gladsaxe Hero er nr. 6, mens ABs 2. hold er nr. 8.

En stor del af forklaringen på VB1968s succes skal findes i, at klubben ikke har tabt i over 600 dage på hjemmebanen ved Skovbrynet Skole. I fredags blev seriens bundhold Fredensborg besejret med 4-0. Målene blev sat ind af Ercan Demirbas (to mål), Martin Blink og Ali-Hassan Iqbal.

I det hele taget har VB1968 været godt spillende med fire sejre i 2019, 18 scorede mål, og hvor 10 forskellige målscorere viser truppens bredde.

Fortsætter VB 1968 det gode spil, er en oprykning til Sjællandsserien indenfor rækkevidde. Dog bliver det meget spændende på fredag, når Gladsaxe Hero kommer på besøg ved Skovbrynet Skole kl. 18. Gladsaxe Hero har haft det svært mod bundholdene og smidt en del point, men klubben er dog placeret på 6. pladsen med 23 point – otte færre end VB 1968. Nu kan Gladsaxe Hero stikke en kæp i hjulet ved både at ødelægge VBs flotte rekord og samtidig sætte Værebroklubben tilbage i oprykningsræset.

I lørdags viste Gladsaxe Hero fin moral mod et andet bundhold, Frem Hellebæk. Med 18 minutter tilbage var Hero bagud med 1-3, men først reducerede Benjamin Knudsen og derefter udlignede Mads Jørgensen til 3-3 i overtiden. Tobias Armand Errington scorede Heros første mål.

Gladsaxe Heros cheftræner Thomas Jørgensen var sammen med to andre spioner til stede på Skovbrynet beretter VB 1968 på deres hjemmeside. Det bliver spændende at se, hvordan Gladsaxe Hero vil dæmme op for VB 1968s målmaskine.

Benjamin Knudsen (i rødt) reducerer til 2-3 mod Frem Hellebæk. Foto: Kaj Bonne.

Benjamin Knudsen (i rødt) reducerer til 2-3 mod Frem Hellebæk. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top