Bøgerne finder selv vej
Biblioteksrobot-09-15-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der var stor interesse for Billy Bogsluger, der er Hovedbibliotekets nye sorteringsmaskine. Foto: Kaj Bonne.
Nyt sorteringsanlæg effektiviserer afleveringen af bøger på Hovedbiblioteket

Onsdag indviede Gladsaxes borgmester Trine Græse (A) Gladsaxe Hovedbiblioteks nye sorteringsanlæg, ved at sende den første bog igennem anlægget.
Over 100 borgere var mødt op for at se det nye vidunder.

– Jeg kan godt forstå at der er kommet så mange. De er nysgerrige, ligesom mig. For det er en noget anden og mere science fictionagtig måde at aflevere bøger på, end jeg husker, da jeg som barn besøgte mit lokale bibliotek, sagde borgmesteren.

Meget passende var det bogen ’I Robot’ af Isaac Asimov, manden der opfandt den såkaldte ’robotlov’ der dikterer at robotter aldrig må skade mennesker, som borgmesteren først sendte igennem anlægget.
Man kunne følge bogen på skærme fra et feed fra et lille kamera, der sad fastspændt på bogen. Her kunne man se bogen nærmest flyve fra samlebånd til samlebånd og op på første sal, hvor den landede i en blå kasse, klar til at blive sat på plads.

Hovedbibliotekets brugere havde bestemt hvad den nye maskine skulle hedde, ved at foreslå navne på bibliotekernes Facebook-side. 98 af dem havde indsendt forslag, og valget faldt på Billy Bogsluger.

Sorteringsanlægget dækker hovedbibliotekets tre etager og sorterer automatisk de afleverede bøger i de kategorier som de er opstillede efter på biblioteket. Lidt som om man var på Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab i en Harry Potter historie.Dermed bliver arbejdet fra hylde til låner hurtigere, når de omkring 3.000 materialer der håndteres på biblioteket om dagen skal på plads. Og det giver en bedre fysisk arbejdsmiljø for medarbejderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top