- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Busterminal på vej

Der har været meget byggerod ved Buddinge Station. Udvidelsen af MOEs kontorer, letbanearbejde og den nye busterminal. Mens letbanearbejdet kommer til at tage noget længere tid, er kontorerne og busterminalen snart færdige.

Det forventes at arbejdet kan afsluttes, så busterminalen kan benyttes igen fra 20. maj.

Umiddelbart efter overdragelsen af busterminalen skal den nye busterminal forbindes til Buddingevej. Der laves en midlertidig asfaltering mod Buddingevej, og der opsættes et midlertidigt signalanlæg, der skal servicere de to udkørsler fra busterminalen.

Anlæggene bliver midlertidige, da der skal graves i området i forbindelse med ledningsomlægninger til letbanen. Når ledningsarbejderne er overstået, vil Hovedstadens Letbane etablere et permanent anlæg.

Ledningsomlægningerne til letbanen er startet på Buddingevej. Fra maj vil ledningsarbejdet starte på vestsiden af Buddingevej. Arbejdet starter ved rundkørslen og arbejder sig mod M3. Der er stillet krav om at busterminalen holdes åben under arbejdet.

Der vil være en del gravearbejde i forbindelse med letbaneprojektet ved busterminalen i de kommende år. Blandt andet arbejde der gør at busserne må flyttes til Klausdalsbrovej. By- og Miljøforvaltningen planlægger derfor, at det midlertidige signal og forbindelsen til Buddingevej etableres nu, så terminalen kan holdes åben så meget som muligt.

By- og Miljøforvaltningen anbefaler at linje 200S i første omgang bør blive på Klausdalsbrovej, som fortsat vil være ensrettet, og at forvaltningen undersøger mulighederne for en trafiksikker løsning, hvor Klausdalsbrovej kan åbnes i begge retninger.

Efter letbanens åbning er det planen at linje 200S forkortes til Gladsaxe Trafikplads.
pk