Cirkus Total åbner døre
MG_0391-1.jpg
Der er masser af leg i Cirkus Total. Foto: Privat.
Alice Darville har udgivet en bog, hvor børnene lærer tal og sprog gennem cirkusuniverset

Cirkus Total er en bog. Det er også en stor magnetisk tavle med tilhørende magneter med cirkusfigurer og dyr. Med hører også to sæt talkort. Samlet set er det et materiale, der er udarbejdet som skoleforberedende materiale til børn i 4-6 års-alderen. Der er således tale om et totalcirkus, og for at det hele ikke går op i hat og briller, er der et tilhørende idéhæfte praksis- og teoridel, hvor der er beskrivelser af, hvordan Cirkus Total kan bruges – og i tilknytning til dette de tanker og ideer, der ligger til grund for hele pakken.

Det er pædagogisk konsulent Alice Darville fra Bagsværd, der er ophavskvinden til Cirkus Total. I sin praksis som pædagog og i sit konsulentarbejde har hun arbejdet med børnenes overgang fra daginstitutioner til skolen. Cirkus Total fungerer som brobygger i denne fase.

Opmærksomhed
– Ideen er at skabe en matematisk og sproglig opmærksomhed hos børnene gennem den gode historie, leg og bevægelse. Det matematiske sprog bruges til at beskrive farver, ugedage, mønstre og systemer. Det gælder om at vække børnenes nysgerrighed, så de finder ud af at tal har et navn, at tal har en form og det repræsenterer en mængde, siger Alice Darville.

Cirkus Total har været på gaden i nogle år, men Alice Darville brænder vedvarende for projektet. Senest har Bagsværd-borgere kunnet se Cirkus Total på hylderne hos den lokale boghandel.
Bogen om Cirkus Total er oplagt at anskaffe sig for forældre, som selv har lyst til at lege med tal og cirkusunivers sammen med barnet, men den helt store pakke om Cirkus Total er især henvendt til pædagogiske fagfolk.

Her i det nye år inviterede Mette Hørlyk Friis fra Gladsaxe Pædagogiske Videnscenter Alice Darville til at holde en workshop som blev lukket ved de 40 deltagere.

– Min opgave er at hjælpe fagfolk, så de får spændende materialer til deres praksis, siger Alice Darville.

Alice Darville holder en ny workshop på GPV den 4. april, og Cirkus Total kan nu også bruges på Cirkusmuseet i Hvidovre.

– Jeg kommer meget gerne ud og fortæller om Cirkus Total i daginstitutioner eller skoler, siger Alice Darville.

På hjemmesiden alicedarville.dk kan du læse meget mere om Cirkus Total. Her kan du ganske gratis høre en professionel oplæser læse op fra bogen, og på hjemmesiden finder du også kontaktoplysninger på forfatteren, som også har en facebookside, hvor der er gode pædagogiske råd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top