- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Erhard Jacobsens Vej?

Det Radikale Venstre havde onsdag et forslag om at ændre Kontorvej til Erhard Jacobsens Vej på dagsordenen i Gladsaxe Byråd.

De Radikales forslag var begrundet med at Erhards Jacobsen som borgmester ”om nogen satte Gladsaxe på Danmarkskortet”, at han boede på Kontorvej da han flyttede til Gladsaxe fra Sydvestjylland som 14-årig i 1931 og at det nuværende navn ”har Gladsaxe-rekord i kedsommelighed”.

Tre beboere fra Kontorvej, heriblandt formanden for den lokale grundejerforening, udtrykte dog deres utilfredshed med forslaget på byrådsmødet. Blandt andet på grund af besvær med omregistrering af deres adresser, og fordi de som beboere ikke var blevet hørt i sagen.

Forslaget blev også kommenteret af byrådets medlemmer.

Ole Skrald (A), der fortalte at han havde kendt Erhard Jacobsen siden han var barn, mente at det var en god idé at Gladsaxe fik en vej opkaldt efter Erhard Jacobsen. Bare ikke lige Kontorvej.
Serdal Benli (F) og Lone Yalcinkaya (V), der fortalte at hun så Erhard som en stor inspiration, støttede også en vej opkaldt efter Erhard.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten var mere lunke over for forslaget. Torben Madsen (Ø) forslog, at hvis man skulle finde en vej at opkalde efter Erhard Jacobsen, kunne en parkeringsplads være et passende sted.

Byrådets partier blev enige om at sende forslaget til Trafik- og Teknikudvalget til videre diskussion. Blandt andet for at diskutere hvor en eventuel Erhard Jacobsens Vej kunne ligge.

I 2016 endte et forslag om at opkalde en vej i Tobaksbyen efter Erhard Jacobsen med at blive stemt ned efter at have været behandlet i Byrådet, Økonomiudvalget og Trafik- og Teknikudvalget. Et lignende borgerforslag i 2013 blev heller ikke til noget.