Faglitteratur i fokus
Camilla-Mahlsen-og-Vincent-F-Hendricks-foto-Sigrid-Nygaard.jpg
Medieforsker Camilla Mehlsen og filosof Vincent F. Hendricks diagnosticerer den digitale tids børnesygdomme til FAGlitt lørdag den 4. maj 2019 på Gladsaxe Hovedbibliotek. Foto: Sigrid Nygaard
På lørdag er der en endagsfestival med faglitterære forfattere

Lørdag den 4. maj kl. 10-16 slår aftenskolerne og hovedbiblioteket i Gladsaxe dørene op til endagsfestivalen FAGlitt, hvor en lang række fagbogsforfattere står klar til at berige publikum med højaktuelle emner, og det er ganske gratis at deltage.

Gladsaxe Hovedbibliotek danner til endagsfestivalen ramme for en dag dedikeret til fagbøger, når to scener dagen igennem byder på foredrag og debat om tidens store og vigtige spørgsmål.

Festivalen hylder faglitteraturen og ikke mindst forfatterne, der deler ud af den nyeste viden. De præsenterer os for mennesker, vi ikke kender, og verdener, vi kan opdage og bliver større af. Det er arrangørernes erfaring, at stadig flere gerne vil bruge deres fritid på at blive klogere, og det kan måske ses som en kontrast til vores verden i dag, hvor vi dagligt konfronteres med fake news og reality-tv.

En festivalplads
Biblioteket er et rum til historiefortælling, viden og fantasi, og det er derfor oplagt som festivalplads. Gladsaxe Hovedbibliotek fik i 1979 en fantasifuld og historiefunderet udsmykning af kunster Bjørn Nørgaard, og i anledningen af 40-års jubilæet vil han indlede festivalen med at fortælle om sine værker på biblioteket.

FAGlitt byder også på foredrag med bl.a. astrofysiker Anja C. Andersen, arkitekt Jan Gehl og filosof Vincent F. Hendricks. Det vil dagen igennem være muligt at købe mad og forfriskninger hos Mad med Mening, og der kan også gøres bogkup med signering i Bog & idé Søborgs stand. 
jll

Fakta om FAGlitt
* FAGlitt er en endagsfestival for faglitteratur lørdag den 4. maj 2019 kl. 10.00-16.00 på Gladsaxe Hovedbibliotek.
* FAGlitt præsenteres af FOF København, AOF Gentofte·Gladsaxe·Lyngby, FO Gladsaxe, SUKA og Gladsaxe Bibliotekerne.
* Det er gratis at deltage, og det kræver ingen tilmelding.
* Programmet byder bl.a. på kunstner Bjørn Nørgaard, astrofysiker Anja C. Andersen, journalist Esben Kjær, arkitekt Jan Gehl, sorgforsker Mai-Britt Guldin, geolog Minik Rosing og familiepsykolog Ulla Dyrløv.
* Se det fulde program på facebook.com/events/1471102579693589/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top