God indsats af Gladsaxe-boksere
God-indsats-af-Gladsaxeboksere.jpg
Træner Robert Larsen (th.) giver gode råd til en af de unge Gladsaxe-boksere. I midten med ryggen til kamplederen. Foto: Privat.
Ved et diplomstævne i Grøndal MultiCenter var der opløftende præstationer af nye boksere

Nye boksere kommer i aktion i såkaldte diplomstævner. For nylig afholdt Bispebjerg Bokseklub et stævne i Grøndal MultiCenter. Ved et diplomstævne kan man ikke kan vinde på knockout. Det er udelukkende ens tekniske færdigheder der bedømmes, altså benarbejde, parader, rene stød og lignende.

Gladsaxe Bokseklub stillede op med tre mand: Kasper Baltzarsen, Lucas Christian Frahm og Jousef Sobhie.

Kasper Baltzarsen i 75 kiloklassen var første Gladsaxe-mand i ringen, og med flot overblik og præcise lige stød udmanøvrerede han flot sin fysisk stærkere modstander, som var kommet helt fra Tórshavn, Færøerne. Kasper scorede 30 flotte point imod færingens 20 point, og er dermed fuldt parat til rigtige kampe, fortæller Robert Larsen.

Næste Gladsaxebokser var debutanten Lucas Christian Frahm, som også vejede 75 kg. Lucas mødte Mihailo Stevanovic fra IK Sport Helsingør. Her startede Gladsaxe-bokseren meget forsigtigt, og der måtte en del justering til imellem første og anden omgang. Det hjalp, for efter det, så man ikke meget til Helsingør-bokseren. Med suveræne 31 point imod 22, var det en virkelig flot debut for Lucas Christian Frahm.

Næste Gladsaxe-bokser i ringen var den mere rutinerede Jousef Sobhie i 50 kiloklassen. Jousef skulle dagen inden have bokset ved et stævne i Vordingborg, men modstanderen valgte ganske enkelt ikke at møde op. Så det var en frustreret og kampsulten Jousef, der trådte ind i ringen til sin modstander fra Slagelse Bokseklub. Der blev ikke brugt tid på at se hinanden an. Begge boksere fløj i hovedet på hinanden, og da diplomboksning handler om læring og teknik, blev kampen ganske enkelt stoppet, fordi begge boksere gik for hårdt til hinanden.

Fælles for alle bokserne fra Gladsaxe Bokseklub er, at de har været under stor ændring i trænings lokalet. Mere disciplin, træning fire gange om ugen, mere konditionstræning og målrettethed har virkelig båret frugt. Der er sket rigtigt meget, og resultaterne er så småt ved at komme. Der venter klubben en stor kommende sæson, mener Robert Larsen. JLL

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top