Hovedstød dukkede AB
AB-Aarhus-Fremad-2-web.jpg
Skuffede AB-spillere må kigge langt efter oprykning til 1. division efter hjemmebanenederlag til Aarhus Fremad. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe tabte 2-1 hjemme til Aarhus Fremad og er nu ti point fra en oprykningsplads

To hovedstødsmål fra Aarhus Fremads garderhøje angriber Christian Nissen i oprykningsspillets første kamp sænkede ABs spinkle håb om at rykke op i 1. division.

Christian Nissen lynede første gang efter 14 minutter. Få meter fra mål headede han helt uforstyrret et indlæg forbi Tobias Brogaard i AB-målet.

Målet fik akademikerne til at skrue op for både tempo og taklinger. Det førte til gule kort til Sylvester Seeger- Hansen og Yonas Nielsen, men ikke til de store AB-chancer i første halvleg.

I halvegen skiftede træner Michael Madsen Anis Slimane og Rasmus Tangvig ind i stedet for Daniel Warmbach og Yonas Nielsen, og de to indskiftninger gav lidt mere flair og energi i spillet i starten af halvegen.

Men endnu et mål fra Aarhus Fremads Christian Nissen, der efter 54 minutter igen fik headet forbi Tobias Brogaard fra en helt fri position, synes at slukke håbet for en sejr hos de 321 tilskuere.

AB-spillerne kæmpede alligevel videre, og havde et par forsøg på hjørne og frispark inden Armend Aslani blev skiftet ind i stedet for Sylvester Seeger-Hansen efter 63 minutter.

Blot et par minutter senere kvitterede Aslani for tilliden med dagens eneste AB-mål.

AB havde fået frispark lige uden for feltet, efter at Aarhus Fremad-målmand Morten Bisgård havde bokset en lang AB-aflevering fra Philip Olsen væk uden for feltet – en forseelse som dommeren nøjedes med at taksere til et gult kort.

Aslani sparkede bolden hårdt og fladt rundt om muren og i mål til 1-2, uden chance for målmanden.

Efter målet pressede AB på for en udligning, og efter 71 minutter var det faktisk tæt på. Anis Slimane driblede udenom to modstandere i venstre side og lagde bolden tilbage til Philip Oslev, hvis hårde skud blev vippet lige over Aarhus Fremad-målet af målmanden.

Tættere kom AB dog ikke på point. Og med syv minutter igen måtte Tobias Brogaard diske op med en fremragende redning fra et skud fra Marvin Laursen, der var blevet spillet helt fri lige uden for det lille felt, for at nederlaget ikke blev større.

AB spillede ikke som et 1. divisionshold i dag. Og med 10 point op til Kolding og 14 op til Skive på de to oprykningspladser med ti kampe igen, skal der da også et mindre mirakel til for at AB ikke også spiller 2. divisionsfodbold efter sommerferien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top