Kunstens supermand vender tilbage til Bagsværd
Jens-Peter Brask fortæller om den hemmelighedsfulde kunstner Banksy

Tirsdag den 30. april vender kunstkurator Jens-Peter Brask tilbage til Bagsværd i forbindelse med en særvisning af dokumentarfilmen ”The Man Who Stole Banksy”. Arrangementet er en optakt til den store faglitteraturfestival FAGlitt, der løber af stablen på Gladsaxe Hovedbibliotek lørdag 4. maj.

Fra 2008 til 2016 boede Brask i Bagsværd og kom ofte som biografgæst i Bibliografen. I forbindelse med biografvisningen af ”The Man Who Stole Banksy” vender han tilbage for at øse lidt ud af sin store viden om street art og kunst. En viden, han blandt andet har erhvervet sig ved at rejse rundt i hele verden og besøge kunstnere – blandt andet for at samle materiale til ”Brask Studio Visits”, der er en række visuelt imponerende kunstbøger.
Selv er Brask da også indehaver af en af Danmarks største private kunstsamlinger.

Valget af Brask i forbindelse med netop ”The Man Who Stole Banksy” er selvfølgelig ikke tilfældigt, da han som en af de få rent faktisk har mødt den kontroversielle og hemmelighedsfulde superkunstner Banksy. Der står også et par originale Banksy-værker i Brasks egen samling.

Vi glæder os til gensynet med Jens-Peter Brask i Bibliografen og er glade for at han vil sætte kursen mod Bagsværd igen.

Der er stadig billetter til tirsdag den 30. april, og på aftenen vil der være mulighed for at købe signerede eksemplarer af Jens-Peters bøger. Bøgerne findes naturligvis også på biblioteket.

Om “The Man Who Stole Banksy”
Banksy er som bekendt en anonym, britisk street artist, politisk aktivist og filminstruktør hvis satiriske kunstværker har kunne opleves på gader, vægge og broer verden over. I 2018 selvdestruerede et maleri af Banksy ved hjælp af en indbygget makulator i selvsamme øjeblik, det blev solgt for en formue på en auktion. Stuntet kan ses som en kommentar på netop spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer gadekunsten? Et spørgsmål, der er centralt i filmen.

Musiklegenden Iggy Pops stemme fører os gennem en usædvanlig fortælling om, hvordan et værk af Banksy blev fjernet fra Betlehems støvede gader, solgt og udstillet i vestens fine gallerier. Det er en historie om kunst, identitet og tyveri, hvor paradokserne omkring gadekunst diskuteres. For hvem ejer egentlig gadekunsten?

”The Man Who Stole Banksy” var med på Tribeca Film Festival 2018, hvor filmen var nomineret til bedste dokumentar.
jll

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top