Mette Frederiksen kom forbi
Mette-Frederiksen-04-15-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der var også tid til smil da Mette Frederiksen og Jeppe Bruus talte om pension og nedslidning med lokale 3Fere. Foto: Kaj Bonne.
Mette Frederiksen talte om pension og nedslidning med 3Fere på Turbinevej

Valgkampen – der endnu ikke er udskrevet – var flyttet til Gladsaxe torsdag. Statsministerkandidat Mette Frederiksen (A) var inviteret af 3F-klubben på Turbinevej sammen med den lokale folketingskandidat Jeppe Bruus (A). De skulle tale om nedslidning, pension og besvare spørgsmål.

Specialarbejder i Gladsaxe Kommune Poul ”Piv” Gravgård bød velkommen og fortalte om, at 25 procent af hans arbejdsstyrke har en eller anden form for skavank. Mange har arbejdet siden de var 13, 14 eller 15 år gamle.
– De fleste af os får ikke efterløn og skal arbejde til vi er over 70, fortalte han Mette Frederiksen.

Der var blandt andet spørgsmål fra de cirka halvtreds 3Fere om nedslidning, efterløn og skattestigninger. Men også om hvorfor Mette Frederiksen ikke længere gik ind for at alle skulle arbejde 12 minutter længere om dagen, som var valgoplægget, da Helle Thorning var formand for Socialdemokratiet.

– Dengang var dansk økonomi et helt andet sted end i dag. Vi manglede penge. I dag har økonomien det godt. Nu har vi ikke behov for, at man skal arbejde mere. Nu handler det om, hvordan vi bruger pengene til gavn for alle, svarede Mette Frederiksen.

På et spørgsmål om jobcentrenes magt, mente Mette Frederiksen, at der er ”noget som ikke fungerer”.

”Nedlæg lortet” og ”der er jo nogen, der har lavet de regler”, kom det fra publikum.

– Ja det har jeg jo været med til. Man kan ikke lave et regelsæt som fungerer perfekt, indrømmede Mette Frederiksen.

Ked af Thorning-regerings reformer
Socialdemokratiet vil indføre en ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, kan man blandt andet læse i et af Socialdemokratiets valgudspil.

– Efter at vi har foreslået at man skal have ret til at gå på pension, har vi mødt meget modstand. Især fra dem med lange uddannelser, fortalte Mette Frederiksen. Men som beskæftigelsesminister gjorde Mette Frederiksen det som udgangspunkt forbudt at førtidspensionere nogen under 40 år. Hun indførte i stedet ressourceforløb for at få flere væk fra pensionskløften, der ofte endte i lange forløb med arbejdsprøvninger.

– Målet med hele reformen er, at mange flere får hjælp til at få et aktivt liv i stedet for at måtte leve af en passiv pension, sagde Mette Frederiksen dengang. Sidste år udtalte hun, at hun var ”oprigtigt ked af” reformerne.

Ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, har antallet af førtidspensionister været støt faldende. Også i Gladsaxe, hvor den var på 7,5 procent af de 17-66-årige i 1999. I 2018 var tallet 4,5 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top