Normer for normeringer
Enhedslistens byrådsmedlem Trine Henriksen ville tale daginstitutions-normeringer til byrådsmødet

Trine Henriksen havde flere spørgsmål med om normeringer med til byrådsmødet onsdag. Blandt andet ville hun gerne vide hvor mange børn der i gennemsnit er i Gladsaxes vuggestuegrupper og børnehavegrupper.

Flere forskellige opgørelser har vist, at antallet af børn per voksen især om eftermiddagen kan være betydeligt højere, og at personalet jævnligt oplever at være alene som voksen på stuen med en børnegruppe i en time eller mere, skrev hun i sin sagsfremstilling.

Og det var et emne som byrådet gerne ville diskutere.

Serdal Benli (F) mente at normeringer er en national dagsorden som Gladsaxe ikke selv kan løfte, og Lone Yalcinkaya (V), at pædagogerne burde bruge mere tid sammen med børnene og mindre på administrative opgaver.

Borgmester Trine Græse (A) svarede, at pædagogerne i Gladsaxe ifølge hendes oplysninger er nogle af dem der bruger mest tid sammen med børnene.

– Jeg synes at det billede der bliver tegnet her af vores daginstitutioner er et andet billede end det jeg ser, når jeg kommer ud og besøger dem, tilføjede hun.

Ifølge Claus Wachmann (B), der udtalte sig som formand for Børne- og Undervisningsudvalget, er det dog ikke helt enkelt at svare præcist på hvor mange børn der er i gennemsnit i grupperne i Gladsaxes børnehuse.

– Pladsanvisningen sørger for at en gennemsnitlig årskapacitet overholdes, og også for at pladskapaciteten udnyttes så optimalt som muligt, fortalte han byrådet.
Trine Henriksen indrømmede, at hvis man for alvor skal gøre noget ved normeringerne, skal man have folketinget ind over. Alligevel var hun ikke tilfreds med svaret om, at man tilsyneladende ikke kan lave et gennemsnit over normeringerne i Gladsaxes børnehaver.

– Jeg synes ikke at det var noget særligt tilfredsstillende svar. Man må kunne komme det nærmere, mente hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top