Penge til snedkerværksted for autister
SOVI fik penge til et snedkerværksted af Odd Fellow Ordenen

Borgmester Trine Græse overrakte fredag en gave på 27.000 kroner fra den uafhængige storloge Odd Fellow Ordenen til værestedet SOVI på Transformervej. Pengene blev givet i anledning af ordenens 200 års jubilæum.

Borgmesteren takkede Odd Fellow Ordenen for gaven, som hun mente ville give SOVI mulighed for at udvide produktionen til glæde for både medarbejdere og kunder.

– Snedkerværkstedet vil være et godt supplement til jeres mange forskellige værksteder. Og jeg ved, at jeres medarbejdere har et stort ønske om at arbejde med træ. Derfor har gaven fra Odd Fellow Ordenens gave stor betydning hos jer, sagde Trine Græse i en tale.

– I SOVI skaber I meningsfuld beskæftigelse og fællesskab for mennesker med autismespektrum-forstyrrelser. Alle jeres medarbejdere er med til at skabe værdi – både i jeres mange forskellige værksteder, men også i de private og offentlige virksomheder, som I leverer til. I producerer mange forskellige ting til mange formål. I har eksempelvis leveret beslag til at understøtte brandslangerne i den Københavnske metro, og i jeres butik kan man altid finde flotte ting, som børnetøj, kunsthåndværk og køkkenting, tilføjede borgmesteren.

Gaven blev overrakt til lederen af SOVI, Majbrit Bogø, der i sin takketale fremhævede det gode initiativ fra Odd Fellow logerne i Bagsværd.

Odd Fellow logerne i Bagsværd udtaler, at pengene blev givet fordi SOVI hjælper og støtter mennesker med psykiske sygdomme.

– SOVI støtter dem til at kunne fungere i livet som netop mennesker i en verden der kan være ubarmhjertig og hård, udtaler logen.

Dagen sluttede med korsang af Bagsværd Kirkes Ungdomskor, der fremførte sange som var ønsket af SOVI og værestedets ledere.

SOVI er en socialøkonomisk virksomhed der tilrettelægger beskæftigelse for mennesker med autisme-spektrum-forstyrrelser og Asperger’s syndrom. SOVI optager elever til tilbud i for eksempel værksteder og på beskyttede arbejdspladser.

Ideen med Odd Fellow logerne er ifølge organisationen selv at frigøre sig fra religion og politik, men samtidigt at ”være mod andre, som du vil at andre skal være mod dig og dine” og ”yde hjælp og være tænksom i sine handlinger”.

pk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top