- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Politikere på institutionsbesøg

Gladsaxekredsens folketingskandidater var inviteret på besøg i fire udvalgte institutioner i Gladsaxe Kommune i sidste uge. Her havde politikerne mulighed for at møde medarbejderne og høre mere om hverdagens udfordringer i børnehuse og botilbud.

– En oplagt mulighed for vores folketingskandidater til at høre om virkeligheden ude i kommunerne, så de er klædt bedst muligt på, når valgkampen skydes i gang, som Gladsaxes borgmester Trine Græse (A), der i dagens anledning legede vært, kaldte besøgene.

I det nyombyggede, svanemærkede børnehus Elverdammen var folketingskandidaterne Jeppe Bruus (A), Henrik Sørensen (C), Kim Christiansen (Å) og Abbas Razvi (B) mødt op tirsdag.
Politikerne ville blandt andet gerne høre om personaleantallet, og børnehusleder Eva Bargholz Møller forklarede, at institutionen havde 18 ansatte til 85 børn – et antal der på sigt kommer op på 99.

Der er 12 vuggestuebørn og omkring 20 børnehavebørn per gruppe, fordelt på tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper, tilføjede hun.

”Har personalet så tid til at tale med forældrene”, spurgte en af folketingskandidaterne. ”Ja” var svaret fra børnehuslederen, der efterfølgende fortalte om alt fra kollegial sparring og løbende læringsfortællinger, til hvordan husets vinduer bevidst er lavet i børnehøjde.

Folketingskandidaterne fik den store rundtur, og prøvede både trampolinen og det interaktive gulv. Især den indendørs såkaldte ”elverskov”, med trælignende stolper og indendørs sandkasse begejstrede og fik telefonerne frem. ”Man bliver helt begejstret”, sagde en af folketingskandidaterne. ”Super sted” sagde en anden.