Spilforståelsen i basket er i top
Basketball-spilforståelsen-i-top.jpg
Gladsaxes basketdrenge vandt bronze i Baltic Basketball League. Foto: Privat.
Drengene fra Gladsaxe Basketball Klub vandt bronze i Baltic Basketball League

Gladsaxes meget talentfulde basketdrenge var i forrige weekend til finalerunde i Baltic Basketball League. Da man i starten af sæsonen valgte at deltage, var forventningerne beherskede og målet var primært at komme ud og gøre sig nogle erfaringer mod stærke hold og så give drengene nogle oplevelser for livet.

Allerede efter de første par runder kunne Gladsaxespillerne godt se, at de haltede efter fysisk, men til gengæld kunne de sagtens være med på spilforståelse og samarbejde og vores mere bevægelige stil skabte problemer for de russiske og baltiske hold. Finalerunden var med deltagelse af de 18 bedste hold fra turneringen, og Gladsaxe var seedet i top-6.

Gladsaxe spillede flot og vandt kampene helt frem til semifinalen, hvor de mødte et stærkt hold fra Estland med to særdeles dygtige spillere, som de ikke kunne stoppe. Samtidig har Gladsaxe en dag, hvor de ikke rigtig fik sat deres skud, og det gav et meget ærgerligt nederlag til en modstander, som de godt kunne have slået, hvis de havde præsteret bedre. Det estiske hold vandt finalen.

Gladsaxes bronzekamp gik til gengæld helt anderledes. Her mødte de HONKA, som er Finlands stærkeste basketballklub, og som de havde tabt til to gange tidligere i meget tætte kampe. Så drengene var meget motiverede for at vinde, og det kunne ses fra start. Selvom HONKA spillede utrolig godt, var Gladsaxe alligevel med og kunne faktisk gå til pausen med en lille føring på 4 point. I anden halvleg fik Gladsaxe fat i forsvaret, og så kunne de rykke fra og til sidst vinde en sikker sejr på 79-60. En superflot præstation, som Gladsaxe kan være stolte af – ikke bare for deres egen skyld, men for dansk basketball.

Allerede i påsken var drengene afsted igen. Denne gang gik turen til Barcelona, hvor de skal deltage i en invitationsturnering med de bedste hold fra Spanien. Igen er forventningerne beskedne, men det kan jo være de kan overraske igen!
jll

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top