Stor indsats for at koordinere letbanebyggeriet
Når man bygger så stort et projekt som en letbane på en trafikeret strækning som Ring 3, kan det desværre ikke undgås at påvirke trafikken

Af Ole Skrald Rasmussen (A), formand for Trafik- og Teknikudvalget

Når man bygger så stort et projekt som en letbane på en trafikeret strækning som Ring 3, kan det desværre ikke undgås at påvirke trafikken, mens byggeriet står på. Men vi kan garantere Jørgen Petersen for, at vi i Gladsaxe Kommune gør rigtig meget for at koordinere med både, ledningsejere, entreprenører, politi og MOVIA for at ledningsomlægningerne og anlæg af letbanen kommer til at foregå så smertefrit som overhovedet muligt.

Vi har stor fokus på, at der er trafikafvikling under hele byggeriet, selvom det i perioder kun bliver i et spor i hver retning, og vi har særligt fokus på busdriften, fodgængere og cykleforhold. Men det er korrekt, at det ikke vil være muligt at foretage venstresving mod Kong Hans Allé, når letbanen står færdig. Hvis venstresving skulle opretholdes, ville det kræve ekspropriation af et større antal bygninger. Det har vi vurderet, ikke var forsvarligt i forhold til økonomi og trafikafvikling.

Vi har fortaget løbende trafiktællinger på de mindre veje omkring Buddingevej netop for at følge udviklingen i trafikken tæt på Letbanen. Vi forventer dog ikke, at trafikken vil stige markant. Hvis der opstår trafikale problemer efter at letbanen er færdig, vil vi finde løsninger, når det bliver aktuelt. Og ja, det bliver syv år med byggerod og trafikale udfordringer. Til gengæld får vi en helt ny og miljørigtig kollektiv transportløsning, som gør det nemmere at komme på tværs af hovedstaden, når letbanen står klar i 2025.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top