Stort og småt om Gladsaxe
Trap-kronprins-25-17-19.jpg
Kronprins Frederik, rektor for DTU Anders O. Barklev, chefredaktør for Trap Danmark Niels Ehlers Koch samt bestyrelsesformand for Trap Danmark Joachim Malling. Foto: Kaj Bonne.
Kronprins Frederik var med til at lancere udgivelsen af Trap Danmarks bog om Gladsaxe

Kabinetssekretær Jens Peter Trap startede det hele i 1856, da han frem til 1860 udgav fembindsværket Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. Dette blev senere kendt som Trap Danmark. Forleden udkom så værkets 6. udgave, hvor Gladsaxe Kommune er en del af bind 28 sammen med kommunerne Herlev, Ballerup, Furesø og Egedal.

Bindet blev sammen med den særskilte bog om Gladsaxe præsenteret i tirsdags på DTU i Lyngby, hvor Kronprins Frederik ved lanceringen kastede glans over begivenheden.

Borgmestre fra 19 kommuner fik hver to minutter til at fortælle om kommunens fortid og fremtid. Gladsaxes borgmester Trine Græse valgte at lægge sit fokus på fremtiden i Gladsaxe – Trap Danmark beskriver historien. Og den omhandler stort og småt indenfor landskab, natur, historie, kultur, arkitektur, erhvervsliv og samfundsforhold. Trine Græse fortalte blandt andet om Gladsaxe-strategi med verdensmålene og letbanebyggeri.

I alt har 143 specialister bidraget til bogen om Gladsaxe, som også er udkommet i en særskilt bog på 84 sider med mange illustrationer. Heri kan man læse om bydelene og deres kendetegn. Om de personligheder, der har præget kommunen.

Eva Molin fra byarkivet fortæller, at der fra Gladsaxe-side blev kæmpet for, at Erhard Jacobsen blev stavet med c, som han selv foretrak og underskrev sig på alle officielle Gladsaxe-dokumenter, men Trap-redaktionen fastholdt Jakobsen med k.

I talerne kom det frem at mange gode kræfter har bidraget til projektet. Adskillige fonde åbnede for deres pengekasser. I denne omgang udkom der bind om i alt 19 kommuner, samtlige landets 98 kommuner bliver beskrevet og det 34. og sidste bind udkommer i 2021.

Kommunikationschef Ulla Baden (tv.) og borgmester Trine Græse kigger i bogen om Gladsaxe. Til højre i hvidt by- og miljødirektør Maj Green. Foto: Kaj Bonne.

Kommunikationschef Ulla Baden (tv.) og borgmester Trine Græse kigger i bogen om Gladsaxe. Til højre i hvidt by- og miljødirektør Maj Green. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top