Ung kunst fra Høje Gladsaxe
HøjeGladsaxeProjektFoto1.jpg
Der er bliver kunst, foto og musik på Richter på fredag. Foto: Turning Tables Danmark
Unge fra Høje Gladsaxe viser deres kunst frem på spillestedet Richter fredag den 12.

Foråret har meldt sin ankomst, men det er ikke derfor, der er sommerfugle i maven hos en gruppe unge fra Høje Gladsaxe. Derimod skyldes sommerfuglene et stort offentligt arrangement, der er lige om hjørnet, hvor de unge skal optræde. På fredag den 12. april skal de nemlig vise deres kunst frem for publikum ved en stor fest på spillestedet Richter. For nogle vil det være første gang, de står på en scene foran et publikum.

En af de unge, der deltager i projektet, og som skal på scenen, er Rubaab på 25 år. 

 – Jeg skal optræde med to sange, som jeg selv har skrevet. Den første hedder New Wind, og den har jeg optrådt med før, men det andet nummer er helt nyt, og det har jeg aldrig før optrådt med. Jeg er faktisk mere spændt end nervøs – og glæder mig enormt meget til at optræde og dele mine sange med publikum d. 12 april, siger Rubaab, der bor i Høje Gladsaxe.  

Bag festen på Richter og projektet står den lille ngo Turning Tables Danmark, som arbejder med børn og unge gennem musik-, foto- og filmskabelse. Turning Tables har siden 5. marts arbejdet ud fra en 20-fods skibscontainer, der er placeret på Høje Gladsaxe Torv, lige på parkeringspladsen ved Grønnemose Skole og Haraldskirken. Men hvor skibscontainere ofte har ‘Mærsk’ skrevet på siden, så indeholder denne container et højteknologisk musikstudie, hvor unge fra lokalområdet lige nu skriver tekster, laver beats og indspiller sange – deres helt egne sange. 

Udover Turning Tables står de lokale boligselskaber, den boligsociale helhedsplan; Vores HG samt ungdomsklubben Fair Play og Høje Gladsaxe Bibliotek bag projektet. Og netop den lokale støtte til projektet har betydet meget. 

Det har været en stor oplevelse at opleve det lokale engagement her i Høje Gladsaxe og i kommunen generelt. De unge gemmer på så mange historier og talenter, og det er et privilegie at være med til at formidle disse historier ud til offentligheden. Også derfor håber jeg, der kommer mange mennesker og støtter de unge på fredag på Richter, siger Alex Ferlini, daglig leder i Turning Tables Danmark.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Udover de unge kommer Gladsaxes borgmester Trine Græse og holder tale, ligesom velrenommerede danske artister som Kaka, Lady Smita og DJ Cecil Kamah giver koncert.

Tid & sted:

Fredag 12. april fra kl. 16 til 23.30

Spillestedet Richter, Telefonvej 8F 2860 Søborg.

Gratis entré!

PROGRAM:

16:00: Dørene åbner // kaffe, te og kage

16:30: Velkommen v. bl.a. Borgmester Tine Græse (S)

17.00: Unge-koncert

17.30: Gratis mad (ved Bydelsmødrene) // gå på opdagelse i udstillingerne.

18.30: De unge præsenterer deres kunst: Video og foto.

19.30: Koncert med Lady Smita (hip hop, dancehall, soul)

20.00: koncert med KAKA (reggae/dancehall)

21.00: DJ Cecil Kamah

23.30: Tak for i dag!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top