Vi kan styre væksten, ikke stoppe den
Gladsaxe er i vækst, først og fremmest fordi den globale udvikling gør, at byerne vokser – også her i Gladsaxe, hvor vi er en del af væksten i Hovedstaden.

Trine Græse, borgmester, Gladsaxe Kommune

Gladsaxe er i vækst, først og fremmest fordi den globale udvikling gør, at byerne vokser – også her i Gladsaxe, hvor vi er en del af væksten i Hovedstaden. Samtidig er vores erhvervsområder under forandring. Nye og mindre pladskrævende virksomheder flytter til og nye borgere flytter ind i nye, moderne boligområder. Det er en naturlig byudvikling, der er med til at øge befolkningstallet.

Vi kan ikke stoppe væksten og udviklingen. Derfor må vi planlægge efter den og styre den, ved at forholde os til, hvordan vores by skal udvikle sig, så den fortsat er attraktiv at bo, drive erhverv og arbejde i. Det er mit primære fokus.

Derfor synes jeg ikke, at det giver mening at sætte et øvre tal på, hvor mange vi må være i Gladsaxe, som Astrid Søborg efterlyser det i sit indlæg ’Nej til en overbefolket kommune’ i sidste uge. Astrid Søborg er også bekymret for, om vi kan levere samme velfærd, når vi bliver flere. Det kan vi godt. Merudgifterne vil blive opvejet af øgede skatteindtægter, og vores økonomi er generelt så solid, at den giver et godt fundament til at gribe de muligheder for byudvikling, som væksten giver os.

Vi er blandt andet i gang med en bystrategisk proces i byrådet, hvor vi arbejder med, hvordan vi kan arbejde med kvalitet i vores byudvikling. Og man kan jo omvendt spørge, om det ikke er en god ide at bruge det nuværende momentum til at udvikle nedslidte områder på kanten af erhvervskvartererne til attraktive, grønne boligområder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top