Chat med Kiri
Kiri-chatbot.jpg
Gladsaxes nye chatbot havde første arbejdsdag

Når man klikker ind på Gladsaxe Kommunes hjemmeside, bliver man mødt af kommunens nye chatbot Kiri. Kiri vil døgnet rundt kunne svare på spørgsmål om alt fra flytning til bestilling af pas og kørekort.

Kiri er tekstbaseret, og svarer på de ting som hun er blevet trænet til af Gladsaxe Kommunes faglige medarbejdere. Hun ligner en sød og venlig, lidt punket bibliotekar, med sine store briller og det lilla hår bundet op. Man skal klikke på hendes portræt i nederste højre hjørne på gladsaxe.dk.

Når man spørger Kiri om hvor man får fornyet sit pas, får man svaret ”Hvis du skal have fornyet dit pas eller bestille et pas for første gang, skal du bestille en tid og derefter møde personligt op hos borgerservice. Du bestiller tid her”, og så er der et link til tidsbestillingen.

Hvis man har rotter i haven, får man svaret ”du kan anmelde rotter her”, og et link til den relevante side.

På spørgsmål om hvem man skal ringe til, for at spørge om sit skattekort eller om telefonnummeret til kommunikationsafdelingen, er svaret dog ”jeg er stadig ny og kan ikke svare på alle spørgsmål endnu”.

Kiri bliver, udover Gladsaxe, også ansat i Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Roskilde og Rudersdal kommuner. Gladsaxe betaler 55.000 kroner for Kiri det første pilotår. De første to år efter pilotperioden er prisen 110.000 kroner plus en mindre forbrugsafgift.

Kiri er importeret fra Norge, hvor 60 kommuner gennem længere tid har brugt Kiris norske kusine, chatbotten Kommune-Kari. Her er der dog delte meninger om hvorvidt Kari er en succes.

– Teknologien virker ikke, og burde derfor ikke have været introduceret som en tjeneste til kommunens indbyggere. Hun svarer forkert og upræcist så ofte at det er uforsvarligt at levere denne tjeneste, fortalte professor i informatik ved Universitetet i Bergen og Høgskolen i Molde, Kai A. Olsen til det norske tv-selskab NRK i september.

Informationschef Eivinn Ueland fra Sandefjord Kommune, som var den første af de norske kommuner der tog Kari i brug i 2017, har dog ingen planer om at skrotte chatbotten.

– Vi har ingen planer om at skrotte hende – vi ser snarere på muligheden for at udvide tjenesten. Vi er helt klar over at hun ikke altid svarer rigtig på alle spørgsmål, men dette forbedres fra uge til uge, udtaler han til NRK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top