- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Det gik helt galt på skolen for Elias

Onsdag den 24. april 2019 er en dag, som forældrene Benjamin Heede og Jeanet Krohn-Rasmussen aldrig kommer til at glemme. De stod midt i deres livs værste mareridt. Deres 11-årige søn Elias blev hasteopereret for en hjerneblødning.

Den 24. april startede ellers som en helt normal dag. – Elias har en morgen som altid med morgenmad, drikke osv., og han kommer i skole i fint humør, fortæller hans mor Jeanet Krohn-Rasmussen.

Herefter beskriver moderen hændelsesforløbet, som hun og manden har kunnet stykke det sammen: I løbet af dagen får Elias det dårligt og får lov til at gå på toilettet. På vejen besvimer han og bliver fundet af to piger fra 6. klasse, der kontakter deres lærer.

Elias bliver hjulpet ind i klassen af en pædagogmedhjælper, der lægger ham til at sove. Elias sover i 45 minutter og får et glas vand. Elias fortæller, at det sortner for hans øjne, og hans ben ryster. Klassen skal på tur, og Elias har fået det bedre, men er stadig rundtosset.

De tager på tur for at spille tennis. Kort tid efter sætter Elias sig ned og græder. Han fortæller pædagogmedhjælperen, at det gør ondt i hans hoved. En pædagog bliver tilbage med Elias og et par andre elever fra klassen. Elias har det dårligt, hans ben ryster. Han fortæller, at det siger kluk i hans hoved og fortæller han vil have en ambulance. Pædagogen ringer i stedet til Benjamin Heede. Ved 14-tiden henter Benjamin sin søn og får fortalt, at Elias er lidt pjævset, fordi han har tabt i tennis og har klaget over først at have det dårligt, så fint igen, så dårligt, og så fint.

På vej hen til bilen kan Benjamin se, at Elias ikke er nærværende og står underligt på benene. De kører til egen læge, da Elias begynder at kaste op. Det vurderes, at han Elias skal til skadestuen i Herlev, hvortil de ankommer kl. 14.30. Elias’ temperatur er 34,8 grader. Han bliver undersøgt og skal scannes. Elias kaster op flere gange. Benjamin ringer til sin kone for at fortælle hende, at hun skal tage direkte til Rigshospitalet. De ankommer med en akutambulance, fordi det har vist sig, at Elias har en blødning i hjernen.

Hen ved 30 mennesker tager imod Elias på Rigshospitalet, og han bliver scannet. Han bliver rykket til akutoperation, forældrene bliver iført hvide kitler, mens Elias bliver gjort klar til operationen. Det viser sig, at Elias har en blødning med en bredde på 2,6 cm i højre side af hjernen. Operationen står på i flere timer. Han overvåges på operationsbordet i et par timer, inden han kommer op på intensiv opvågning.

Kirurgen fortæller, at historien ikke hænger sammen, da Elias efter hans vurdering har fået et slag til hovedet som svarer til at falde på cykel, slå hovedet ned i en kantsten eller blive slået med noget hårdt. Forældrene får samtidig at vide, at blodet stadig løb, da han åbnede Elias’ hovedskal. Konklusionen var, at hvis Benjamin var kørt hjem med sin søn, så havde det endt med et hjernedødt eller et dødt barn.

Det, der gik forud
Efter forældrenes opfattelse er der helt klart en forhistorie til den tragiske hændelse. De følte sig svigtet af Søborg Skole i en afgørende situation, og som de ser det, har skolevæsenet i Gladsaxe også svigtet ved tidligere lejligheder.

Elias startede på Gladsaxe Skole i 1. klasse. Mobning og forskellige andre problemer førte til, at Elias får en nyt skoletilbud efter 2. klasse. Familieafdelingen har besluttet, at han skal starte i specialklasse på Søborg Skole. Det er de stærkt chokerede forældre imod, heller ikke klasselærer og klassepædagog på Gladsaxe Skole er enige i beslutningen.

Elias starter i 3. klasse på Søborg Skole. Det første år går fantastisk, men Elias har problemer med læsningen. Forældrene er sikre på, at Elias er ordblind. Men han testes ikke for det. Efterfølgende starter et forløb som minder meget om det, som Elias var igennem på Gladsaxe Skole. Forældrene går til mange møder med kommunen. Deres 6. sagsbehandler er bekymret for, at Elias bliver mobbet i skolen. Men der bliver ikke reageret. I månederne inden den fatale 24. april ringer Elias efterhånden hjem hver dag. Enten inden skole slutter eller lige efter.

Historien går viralt
Forældrene beslutter at lægge hele deres version af historien ud på Søborg Skoles skoleintra den 28. april. Historien går viralt på de sociale medier, og i torsdags 2. maj nåede historien Elias de store aviser. Til B.T. udtalte moderen, at hun syntes det er rystende, at man bliver nødt til at dele alting på de sociale medier, for at få kommune og skolen til at svare.

Gladsaxe Kommune vælger herefter at udsende følgende: – Det er en frygtelig tragisk hændelse, som berører os alle dybt og som vi tager meget alvorligt. Alle vores tanker er hos Elias og hans familie. Samtidig er det en personsag som gør, at det er meget begrænset, hvad vi som kommune må fortælle offentligheden om detaljerne i forløbet.
Men vi kan fortælle, at vi med det samme, da vi fik besked om, hvad der videre var sket, gik i gang med at tale med alle involverede børn og voksne på skolen og udarbejde en grundig redegørelse af hændelsesforløbet. Med den viden, vi har, ser vi ingen grund til at betvivle de vurderinger og handlinger, som medarbejderne har foretaget i situationen.

Den redegørelse er efterfølgende blevet sendt til Elias’ forældre. Derudover står vi selvfølgelig fortsat til rådighed for Elias’ familie og relevante instanser i det omfang, vi må og kan bidrage. Nu har vi så fået oplyst, at sagen er anmeldt til politiet, så nu må vi afvente, hvad der videre sker. Indtil da kan vi kun ønske al mulig bedring til Elias med håb om, at han må blive rask igen så hurtigt som muligt, udtaler Michael Mariendal, skolechef i Gladsaxe Kommune.

Forklaringen, som også bliver offentliggjort på skoleintra, er forældrene ikke tilfredse med. Benjamin Heede skriver blandt andet: – Jævnfør deres eget hændelsesforløb, som de har sendt til os forældre, bliver de ansatte af en elev orienteret om, at Elias besvimet. Så hvis et barn besvimer, gør man ingenting, skriver Benjamin Heede, der henviser til, hvordan man skal agere på sundhed.dk.

Michael Mariendal orienterede også i torsdags Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe om sagen.

Efter politianmeldelsen kan Søborg Skole ikke udtale sig i sagen. Benjamin Heede og Jeanet Krohn-Rasmussen har besluttet, at Elias ikke skal tilbage på Søborg Skole.