I en valgkamp må man ofte tage det sure med det søde. Finansminister Kristian Jensen (V) og det lokale folketingsmedlem Mads Fuglede (V) valgte at starte med det søde, med et besøg hos Mark Hermann Chocolate i Søborg, få dage efter valget var udskrevet. Chokoladeproducenten, der bor på Rosenkæret 15, laver håndlavede økologiske og bæredygtigt fremstillede chokolader, kager og andet sødt, der samtidigt sikrer kakaoproducenterne en rimelig pris for deres bønner, fortæller han.
Mads Fuglede havde inviteret finansministeren til Gladsaxe, blandt andet fordi han mente, at Mark Hermann Chocolate var et godt eksempel på en lille succesfuld lokal iværksætter, der sælger et produkt som er lavet på et moralsk forsvarligt grundlag.
Og finansministeren ville høre om alt fra medarbejdersammensætningen og hvem chokoladefirmaets kundegrundlaget, til hvordan man brugte verdensmålene som salgsargument.
Mark Hermann svarede, at han mente at bæredygtighed og kvalitet var vejen frem. Kristian Jensen var enig.
– Jeg tror at bæredygtighed bliver kernen i driften for firmaerne om 5-10 år. Det bliver noget alle kommer til at arbejde med, fortalte finansministeren, efter at han og Mads Fuglede med stor fornøjelse havde smagt på adskillige af de chokolader, som Mark Hermann havde stillet frem.