Flere hænder til vores børn, syge og ældre
Af Jeppe Bruus, Gladsaxeborger og folketingskandidat (S)

Vi skal til folketingsvalg den 5. juni. Et valg, der får stor betydning for den omsorg og pleje, som vi i årene frem over kan have i vores sundhedsvæsen og over for vores ældre. Og de normeringer, som vi har i vores daginstitutioner og skoler.
Gennem de seneste ti år er antallet af hænder i den offentlige sektor faldet, mens der er kommet flere børn og ældre. Det er resultatet af de besparelser, som regeringen har gennemført på vores uddannelser og sundhedsvæsen. Og den økonomiske skruetvinge som kommunernes økonomi er underlagt. Det betyder, at selvom vi har en sund økonomi i Gladsaxe, så kan vi ikke bruge flere af vores penge på at løfte serviceniveauet.
Der er brug for, at ansætter flere pædagogiske medarbejdere i vores daginstitutioner. Og det selvom vi har gode institutioner i Gladsaxe, hvor mine to døtre går i børnehave. Vi skal have flere skolelærere, så vi kan stoppe stigningen i klassekvotienterne. Vi skal erstatte års besparelserne i vores sundhedsvæsen med mere sundhedspersonale og gøre en større indsats for at forbedre arbejdsmiljøet. Og vi skal sikre, at alle ældre for den hjælp og omsorg, som de har behov for – og fortjener.
Det kræver prioriteringer. At vi bruger penge på velfærd, ikke på at fjerne arveafgiften og lette skatterne, som regeringen vil. At vi ændrer budgetloven, så kommunerne igen får fler-årige budgetter. Og at vi dermed i Gladsaxe får mulighed for at investere i bedre service. Det vil jeg arbejde for, som Gladsaxes folketingsmedlem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top