Forskellen på blå og rød politik
Ina Strøjer-Schmidt, Folketingskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds

Gladsaxe-borgere I har et valg. Og ja det er en klassiker – bedre velfærd eller flere skattelettelser? For vi kan ikke rigtig få begge dele, selvom nogen prøver at bilde os andet ind. Jeg møder ofte borgere der tror, at der ikke er den store forskel på, om det er en rød eller en blå regering, der regerer landet. Det kan godt være at partierne på midten ligner hinanden på nogle områder, men vi er andre partier der trækker i den ene eller den anden retning. Jeg vil gerne skitsere hvor stor forskellen er:

Den siddende regering har givet skattelettelser for 27,2 mia. kr. Og det er sandelig mange penge. Hvad kunne man ellers have fået for 27,2 milliarder?

Man kunne f.eks. for ca 1 milliard have afskaffet kontanthjælpsloftet, som kun har fået omkring 450 ledige i job, men samtidig har betydet, at over 20.000 flere børn i dag lever i fattigdom i Danmark. For 300 mio. – svarende til under 2 pct. af de skattelettelser, der er givet siden 2015, kunne man have finansieret 1000 ekstra sygeplejerskestillinger og endnu flere social- og sundhedsassistenter. Det havde betydet, at patientsikkerheden havde været mindre i fare end den er i dag, og at ældre ville kunne leve en mere værdig alderdom.
Man kunne selvfølgelig også have indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne som koster omkring 2 milliarder. Gladsaxe Kommune skal øge personalet med 25,8 pct. svarende til 171 fuldtidsansatte i daginstitutionerne for at nå op på en normering som i Norge. Så det ville efter min mening være det bedste sted at starte der. Der er stor forskel på partierne og også på politikerne indenfor samme parti, så bliv endelig ikke hjemme på valgdagen, men brug din stemmeret og stem personligt på en kandidat du er enig med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top