- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nordisk film i fokus i Bibliografen

Først på programmet er ”Kvinde på krigsstien”, der uden tvivl vil efterlade publikum med en dejlig varm og tilpas fornemmelse, når de forlader salen. Halla er en stærk islandsk kvinde, der ikke vil finde sig i storindustriens dagsorden og derfor erklærer krig mod de politikere, der truer landets interesser.

Styrke – af både den mentale og fysiske slags – var også centrale elementer i historien om den norske opdagelsesrejsende, Roald Amundsen. I ”Amundsen” er Roald helt fra barnsben besat af tanken om at opdage de uudforskede dele af verden. Drømmen om at være den første mand på Sydpolen stod helt centralt og blev med tiden et regulært kapløb med den britiske Robert Scott.

Som mange andre drevne mænd stod Roald ikke tilbage for løgn og bedrag for at realisere sine ellers uopnåelige drømme, og ”Amundsen” giver et solidt historisk og psykologisk portræt af store ambitioners lige så store omkostninger.

På trods af de kommende ugers nordiske dominans er der plads til Disneys nyindspillede ”Aladdin”. Mange husker nok tegnefilmudgaven som et sandt festfyrværkeri af sjove karakterer, skør slap-stick humor og intet mindre end fantastiske sange.

Det hele er tilbage! Aladdin, Jasmin, Jafar og selvfølgelig lampens ånd, Genie, der før blev spillet af fremragende og helt gakket Robin Williams. Denne gang er rollen gået til ingen ringere end Will Smith, der med sin helt egen og vældig overgearede sans for humor passer perfekt i rollen.

Ovenstående film har premiere i Bibliografen torsdag 23. maj.