Parkering forbudt
PARKERING-Kålmarken-1.jpg
Der holder rigtig mange biler på Kålmarken. Nogle af dem på fortorvet. Foto: Peter Kenworthy
For mange af Gladsaxes bilister parkerer uhensigtsmæssigt og ulovligt

Den stigende bilpark i Gladsaxe gør, at der er mange kreative parkeringer rundt omkring på kommunens veje. Denne tendens kunne man ved selvsyn se, ved at køre en tur rundt i Gladsaxe en dag i maj.
Her var der blandt andet parkeret op på fortovene og langs hele vejen på Kålmarken, parkeret på fortovet på Lykkesborg Alle, og rundt i svinget og helt op af hovedgaden på Dickens Alle.
Gladsaxe Kommune overtog i 2016 parkeringskontrollen fra politiet. Den varetages nu af kommunale p-vagter i henhold til færdselsloven og kommunens parkeringsbekendtgørelse. I 2017 uddelte Gladsaxe Kommune 1.165 parkeringsafgifter og parkeringsbøder for over en halv million kroner. I 2018 uddelte man 1.303 afgifter.
I marts 2018 evaluerede kommunen trafikkontrollen i Gladsaxe, og konkluderede blandt andet, at man modtog et stadigt stigende antal henvendelser fra borgere, der beklagede manglende håndhævelse af parkeringskontrol, pointerede udvalget – fra 99 i 2016 til 171 i 2017.
Mange af henvendelserne har været om parkeringer på steder, hvor det kan gå ud over sikkerheden for de bløde trafikanter.
– Der har dog også været tale om en indkøringsperiode specielt det første år, hvor borgerne har skullet vænne sig til den øgede kontrol i forhold til tidligere, hvor det var relativt risikofrit ikke at overholde parkeringsrestriktionerne, tilføjede man.
Indtil 1. maj i 2019 har der ifølge kommunen været 116 henvendelser.
Ifølge Gladsaxe Kommune skal man blandt andet huske følgende bestemmelser, hvis du vil være sikker på at undgå en bøde:
Husk p-skiven hvor der er skiltet med tidsbegrænset parkering, ikke standse eller parkere på cykelsti eller cykelbaner, ikke standse eller parkere i vejkryds og T-kryds tættere på krydset end ti meter, respektér skiltet eller opstribet standsnings- og parkeringsforbud.
Du kan læse mere på gladsaxe.dk/parkeringskontrol og tippe kommunen om ulovlig parkering på gladsaxe.dk/tipkommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top