Rockfantasi og mytens kraft
HrLinkg.jpg
De tre hovedpersoner i ”Mysteriet om Hr. Link”. Foto: UIP.
Rocketman, Lock Ness Uhyret og missing link i Bibliografen

Der er glimmer og høje hæle i massevis, når ”Rocketman”, historien om Elton John, rammer Bibliografen i denne uge. Publikum tages med på en fantastisk og medrivende rejse, når vidunderbarnet Reginald Dwight forvandler sig til superstjernen Elton John.

Akkompagneret af Elton Johns omfattende skatkammer af fremragende sange brillerer Taron Egerton i hovedrollen. I nogle af de øvrige roller ses Jamie Bell som sangskriveren og tekstforfatteren Bernie Taupin, der stod bag mange af Elton Johns udødelige sange, Richard Madden, kendt fra ”Game of Thrones” som Eltons første manager John Reid og Bryce Dallas Howard som Eltons Johns mor.

Kunne man lide ”Bohemian Rhapsody”, vil man elske ”Rocketman”, der med fantasi og enormt overskud fremlægger Elton Johns liv som et sansebombardement af farver, lys og lyd!
”Rocketman” har premiere i Bibliografen onsdag 29. maj.

Lige så fabelagtig er stop motion-eventyret ”Mysteriet om Hr. Link”, hvor Sir Lionel Frost er utrættelig i sine bestræbelser på at bringe sandheden om Loch Ness Uhyret og andre mytiske skabninger for dagen. Et brev fra USA sætter ham på sporet af den legendariske Sasquatch, som siges at være det ”missing link”, der forbinder aberne og mennesket. I bedste Jules Verne-stil går den vilde skattejagt over stok og sten i et smukt victoriansk univers på hesteryg, i diligence, med damptog og dampskib over Atlanten for med Adelina Fortnight at ende i det sagnomspundne Shangri-La blandt Himalayas mytiske tinder.

Der er kælet for selv den mindste detalje i filmens usædvanligt smukke animerede sekvenser, og har man bare en smule eventyr i årerne, er ”Mysteriet om Hr. Link” fuldstændig uomgængelig.

Filmen har premiere i Bibliografen torsdag 30. maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top