Rummonstre og fupmagere
Villyogmonsterg.jpg
Lille Villy og robotten Buck i ”Villy og monsterplaneten”. Foto: Angel Film.
Nødstedt i rummet og svindlere på slap line i Bibliografen

I ”Villy og monsterplaneten” flyver Villy og hans forældre direkte ind i en meteorregn, der tvinger ham til at forlade både familie og rumskib. Som filmens titel antyder, lander Villys redningskapsel tilfældigvis på en vild og uudforsket planet.
Villy er dog ikke helt alene, med sig har han nemlig overlevelsesrobotten, Buck. Sammen må de modstå planetens utallige farer, indtil et redningsfartøj kommer og henter dem.
Villy er heldigvis en nysgerrig dreng, og han går hurtigt i gang med at undersøge planeten. En beskæftigelse Buck ikke er meget for, da han er sat i verden for at holde Villy ude af problemer. ”Villy og monsterplaneten” er et hyggeligt rumeventyr for det lidt yngre publikum med masser af sjove og actionfyldte scener.
Til dem der kan huske Steve Martin og Michael Caines svindlerkomedie, ”Fræk, frækkere, frækkest”, fra slutfirserne1988, kommer nu ”The Hustle” med Rebel Wilson og Anne Hathaway i hovedrollerne.
I denne genindspilning spiller de to vidt forskellige kvinder, der har det til fælles, at de begge er fupmagere på jagt efter dyre diamanter og andre værdigenstande.
På jagt efter den samme skat mødes de to svindlere helt tilfældigt. De ser dog hurtigt fordelen ved at slå pjalterne sammen for at opnå deres fælles mål; at snøre en tech-millionær og i sidste ende tage hævn over de mange mænd, der gennem årene har undervurderet dem begge alene på baggrund af deres køn. ”The Hustle” er en tidstypisk og hylende morsom komedie. Hold i øvrigt øje med Casper Christensen i en lille rolle som et uvidende offer.
Ovenstående film har premiere i Bibliografen torsdag 16. maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top