Sosu’er sænker sygefraværet
Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i Gladsaxe Kommune har landets laveste sygefravær

Den nye statistik over kommunernes sygefravær viser, at landsgennemsnittet på sosu-området er 16,1 sygedag om året. Gladsaxe ligger på en førsteplads med kun 11,9 sygedage om året.

En del af forklaringen på det lave fravær skyldes ifølge kommunen selv en skærpet fraværspolitik, hvor alle medarbejdere indkaldes til en samtale, hvis de har haft fire perioder med fravær. De fire perioder kan være én enkelt eller flere sammenhængende sygedage.

– Vi har et målrettet fokus på sygefraværet og taler med vores medarbejdere om, hvad der er årsagen til fraværet og hvad man kan gøre for at komme hurtigt tilbage på arbejde. For det har betydning for både borgere og kollegaer, at man er tilstede på sin arbejdsplads, siger Herle Klifoth, afdelingschef for Sundhed og Rehabilitering. Indsatsen er sket i tæt samarbejde mellem administrationen, forvaltningerne, ledere og ikke mindst MED-systemet, fortæller kommunen.

Presset af sygesamtaler
Ifølge faglig sekretær i FOA, Janine Almy, der har sosu-medarbejderne som ansvarsområde, har faste nattevagter i Gladsaxe været en af årsagerne til, at sygefraværet er faldet. En anden er, at sosu-medarbejdere i Gladsaxe føler sig presset af hurtige indkaldelser til sygesamtaler, som mange føler sig ubehageligt til mode ved.

– Det er selvfølgelig vigtigt hele tiden at se på sygefraværet, for det er et signal ved højt sygefravær at der er noget galt, at udover samtalerne også at inddrage arbejdsmiljøet for at få nedsat sygefraværet. Det er fint når sygefraværet falder, men det er også vigtigt hvordan. Det man oplever nu er at medarbejderne føler sig presset. Mest når de er korttidssyge. De fleste oplever at det at blive indkaldt til sygesamtale ikke er særligt rart, fortæller Janine Almy.

Medarbejderne fortæller at nogle af dem derfor går på arbejde, selv om de burde være blevet i sygesengen. Også fordi der mangler sosu-medarbejdere, hvilket gør at der ofte ikke kommer vikarer for de syge, og at kollegaerne derfor skal løbe stærkere, når der er sygdom, tilføjer hun.

Ifølge en rapport om sygefravær udgivet af FOA, som sosu-medarbejderne hører ind under, i september sidste år, siger 80 procent af fagforbundets medlemmer at de tager på arbejde, selvom de var syge. Den primære årsag er hensynet til kollegerne.

– Det er meget svært generelt at være syg. Man føler ofte, at man ikke kan melde sig syg, fordi man ved, at kollegerne skal løbe stærkere, fortæller en sosu-medarbejder i rapporten.

Rapporten konkluderer også, at hver femte FOA-medlem oplever et pres fra lederen om at komme på arbejde, når de melder sig syge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top