- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bytoften rykker op i serie 2

Klubliv, klubmiljø og sociale arrangementer – det har IF Bytoften til overflod. Men nu ser det sportslige ud til at følge trop. Med en sejr på 3-0 over Ledøje-Smørum i den sidste kamp endte Bytoften på andenpladsen i serie 3 og rykker dermed direkte op.

– Nu skal vi spille serie 2 for første gang i klubbens 46 år lange historie, siger formand Thomas Dreyer.

Bytoften havde til den næstsidste kamp lånt Gladsaxe Stadion, hvor 400 Bytoftens fans mødte op og så deres helte vinde 5-1 over Orient.

– Og til onsdagens udekamp mod Ledøje-Smørum var der mellem 80 og 100 tilskuere fra Bytoften, fortæller Thomas Dreyer.

Bytoften har faktisk kun spillet i serie 3 i tre sæsoner: – Første gang i 2001 hvor jeg selv spillede med på holdet. Vi rykkede ud med et brag. Den anden sæson var sidste år, hvor vi skulle bruge tre point i den sidste kamp for at rykke op, men vi fik kun uafgjort. Men i år var den der, siger den glade klubformand Thomas Dreyer.