Annonce
Farverig fest i Søborg
Søborgnatten-126-24-19.jpg
Foto: Kaj Bonne
Der var noget for enhver smag til Søborg Natten

Tante Lola på Søborg Butikstorv gik og pustede lilla balloner op med ”Søborg Butiksliv” på. Solen klemte sig ind mellem skyerne fredag eftermiddag, så Søborg-borgerne kunne nyde den årlige byfest uden at skulle bruge paraplyen.

Og så blev der ellers hoppet i trampolin, kørt i pendulfart i toget Magnus, gået på bogstavsjagt, ansigtsmalet, stegt pandekager, delt Vagttårnet ud, solgt brugte bøger, spist is, candy floss, pandekager og Menys særlige Søborgpølser, og mor og far drak en enkelt øl eller to.

Der blev også lyttet til jazz fra Farum Big Band og messingsuppe fra Gladsaxe Garden, Tom McEwan underholdt i Kaffehuset, basketdrengene lavede trepointskast på torvet. Og der blev skatet på Aakjærs allé og set på racerbiler på nabogaden Lykkesborg Allé, samt gået modeshow ved høreklinikken.

Og mange benyttede sig af dagens gode tilbud og rabatter, når nu butikkerne var rykket ud på gaden i dagens anledning.

Altså ikke helt ulig sidste år – men hvorfor ændre på noget, som det meste af Søborg tydeligvis er glade for.

– Søborg Natten er fedt, fordi det giver liv i byen. Vi gør det for at gøre noget lækkert for borgerne, og for at vi skal have et levende, dejligt og mangfoldigt byliv, mener Stine Møllgaard. Hun ejer smykkeforretningen på Søborg Hovedgade 91, der bærer hendes eget navn.

Se Kaj Bonnes mange flotte fotos på https://kajbonne.myportfolio.com/gladsaxe-bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top