- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Håndfuld fra Gladsaxe valgt

Der var kandidater fra 11 forskellige partier på stemmesedlen, der enten var fra Gladsaxe eller som stillede op i Gladsaxe-kredsen.

Af dem har Jeppe Bruus (A), Joachim B. Olsen (I), Mads Fuglede (V) og Søren Søndergaard (Ø) siddet i Folketinget. Desuden har viceborgmester i Gladsaxe, og spidskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds, Serdal Benli, også været inde og snuse til Folketinget, som vikar for Holger K. Nielsen.

Og fem Gladsaxe-kandidater blev valgt ind. Tre af dem med Christiansborg-erfaring, nemlig Jeppe Bruus, Mads Fuglede, og Søren Søndergaard. Og så Sikandar Siddique fra Alternativet og Stinus Lindgreen fra De Radikale.

Serdal Benli blev slået af partifællen Ina Strøjer-Schmidt i Københavns Omegns Storkreds og Joachim B. Olsen opnåede ikke genvalg.

Den 41-årige Cand.scient.pol., Jeppe Bruus (A), har haft flere ”varme hænder”, mindre trafikstøj og klima som mærkesager i valgkampen. Han sad i Folketinget mellem 2013 og 2015, som stedfortræder for Mogens Lykketoft og Sophie Hæstorp Andersen. Han bor i Gladsaxe.

Den 47-årige Cand.mag. i historie og tv-kommentator, Mads Fuglede (V), har mindre trafikstøj og et fast udlændingepolitik som mærkesager. Han har siddet i Folketinget siden 2017, som stedfortræder for Jakob Engel-Schmidt.

Den 63-årige metalarbejder Søren Søndergaard (Ø) har lav arbejdsløshed og grønne jobs som mærkesager. Han har siddet i Folketinget fra 1994 til 2005, og siden 2015. Han bor i Gladsaxe.

Den 32-årige kandidat i Kommunikation og Globale Studier, Sikandar Siddique (Å), har et opgør med diskrimination og eksklusion i det danske samfund som mærkesag. Han bor i Gladsaxe.

Og den 38-årige forsker, Stinus Lindgreen (B), har bedre sundhed, uddannelse og klimapolitik som mærkesager. Han bor også i Gladsaxe.

I Gladsaxekredsen fik Socialdemokratiet flest stemmer med 25,6 procent, mens Venstre og De Radikale fik henholdsvis 16,1 og 12,5 procent af stemmerne. Jeppe Bruus fik flest personlige stemmer med 2.615, foran Sofie Carsten Nielsen (B) og Pia Kjærsgaard (O). Valgdeltagelsen i Gladsaxe var på 84,6 procent.

Ved sidste valg fik Socialdemokratiet 29,8 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti 17,4 procent og Venstre 13,6 procent i Gladsaxekredsen. Pia Kjærsgaard (O), Mette Frederiksen (A) og Jeppe Bruus (A) fik dengang flest personlige stemmer.

Artiklen er ændret klokken 11.26, hvor det er tilføjet at Stinus Lindgreen – der er opstillet i Lyngby og har postnummer 2800 Lyngby, men bor i Gladsaxe – også er valgt ind i Folketinget.