annonce
God nat i Bagsværd
GoNat-Bagsværd-045-23-19.jpg
Foto: Kaj Bonne
Bagsværds årlige byfest bød på musik, mad, fest og farver – og politikere og verdensmål

Der var godt fyldt op på Bagsværd Hovedgade, da byfesten Go’Nat Bagsværd blev afholdt fredag. For regnen var heldigvis stoppet, længe inden festlighederne startede, og dannebrog var hejst til tops i alle flagstængerne.

Der var også noget for enhver smag i de seks timer festen varede – alt fra fadøl, vinsmagning, pølser, grillmad, rodeotyr, til ro-konkurrence, massage, amerikanerbiler, familieteater, børnetatoveringer, minigolf, hoppeborg og candyfloss.

Tonerne fra alt fra Wonderwall til Yellow Submarine og Hungry Heart kunne høres på hvert gadehjørne, ligesom der var masser af gode tilbud i dagens anledning, nu hvor butikkerne var trukket ud i forårssolen.

Så hverken voksne, børn og de handlende burde være gået skuffede hjem.

Og så var det tydeligt at se at valgkampen var i gang, for mange af partierne havde taget opstilling på hovedgaden.

De Konservative lovede at Rasmus Jarlov ville passe på byen. De Radikale lokkede med slikposer med ”du er dansk når du føler dig dansk” påtrykt. Venstre delte scones ud og skiltede med ”skattestop”. Socialdemokraterne havde roser til alle og lovede bedre normeringer i daginstitutionerne. Og Enhedslisten tilbød en grøn og retfærdig verden.

Der er nemlig blevet talt meget om klimaet i valgkampen. Gladsaxes borgmester Trine Græse (A) har opfordret borgerne til at handle lokalt i klimaets og bæredygtighedens navn, og Gladsaxe Kommune har med Gladsaxestrategien forankret verdensmålene i kommunens arbejde.

Detailhandlen i Søborg, Bagsværd og Buddinge var inviteret til workshop om vækst med verdensmål i Gladsaxes verdensmålshus for et par uger siden.

Og verdensmålene var derfor passende nok årets tema til byfesten, hvor der var verdensmål i butiksvinduerne og verdensmålsskattejagt for børn og barnlige sjæle.

Se alle de flotte billeder på https://kajbonne.myportfolio.com/gladsaxe-bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top