Gladsaxe Kommune skal øge personalet med 25,8 procent for at opnå samme normering som i Norge, hvor der maksimalt må være tre vuggestuebørn per fastansat pædagog og seks børn i børnehaverne. Det svarer til 171 fuldtidsansatte, viser en ny undersøgelse foretaget af Bureau 2000.
Undersøgelsen bygger på tal fra 2017, og er lavet, efter at utilfredse forældre i april var på gaden for at kræve minimumsnormeringer i daginstitutionerne. I Gladsaxe havde 250-300 borgere taget opstilling foran Gladsaxe Rådhus.
Der er kun to små kommuner i Danmark der ifølge undersøgelsen lever op til de minimumsnormeringer, der er indført ved lov i Norge – Ærø og Langeland. I Vesthimmerland skal personalet øges med hele 54,2 procent og i Faxe med 44 procent.
På landsplan viser undersøgelsen, at der mangler 9.485 ansatte i vuggestuer og børnehaver, hvis der skal være norske tilstande i Danmark.
Ifølge en ny undersøgelse lavet af BUPL, oplever 84% af pædagogerne i Gladsaxe Kommunes daginstitutioner at de var for få medarbejdere i forhold til deres arbejdsopgaver. I april fortalte Gladsaxes borgmester Trine Græse (A), at hun var imod at folketinget beslutter en minimumsnormering.
– Jeg er glad for det kommunale selvstyre, hvor vi med udgangspunkt i vores særlige lokale behov bedst kan vurdere, hvordan pengene skal fordeles. Især fordi rammerne i kommunerne i disse år er meget stramme, sagde Trine Græse.
pk