- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Letbane på hjul

– I et forsøg på at reducere trafikstøjen fra motorvejen vil Venstre etablere ny hurtigrute mellem Nordsjælland og København – med mange afgange, få stop og en transporttid ned under 40 minutter. Håbet er, at flere lader bilen stå, skriver Venstre i en pressemeddelelse.

Hurtigruten tænkes blandt andet at stoppe ved Skovbrynet S-togsstation, Gladsaxe Ringvej og ved Høje Gladsaxe. Venstre foreslår en BRT-busløsning på strækningen.

– En hurtigrute er en oplagt løsning, der kan hjælpe med at modvirke omegnens udfordringer med trængsel. Desuden vil en sådan løsning være godt for klimaet og forhåbentlig reducere mængden af trafikstøj, idet flere vil tage bussen i stedet for bilen, siger Mads Fuglede, der er lokal folketingsmedlem for Venstre. Venstre anslår at projektet vil koste i omegnen af en milliard kroner.

Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, der er hårdt belastet af støj fra motorveje. Motorvejsfletningerne i Gladsaxe er desuden flaskehalse i myldretiden. pk