Nye ejendomsvurderinger betyder mere udligning
Borgerne i Gladsaxe kan se frem til at skulle betale endnu mere i kommunal udligning, når de nye grundvurderinger kommer hvert eneste år fra 2025

Af Henrik Sørensen, Folketingskandidat (K)

Borgerne i Gladsaxe kan se frem til at skulle betale endnu mere i kommunal udligning, når de nye grundvurderinger kommer hvert eneste år fra 2025. Det viser en rapport fra Cepos, som har regnet på, hvad konsekvenserne er af de nye ejendomsvurderinger for borgerne i landets kommuner.

Gladsaxe vil blive hårdt ramt og skal betale endnu mere i udligning til andre kommuner. Mere end 46 millioner kr. skal byrådet hvert år finde på de kommunale budgetter for at betale den større regning til udligning. Det svare til en skattestigning på 0,4%.

De mange millioner kroner, som kommunerne skal betale i ekstraskat, rammer ikke kun boligejerne men alle borgere i kommunerne. Selvom man er lejer, betaler man også ejendomsskat.

Det eneste rigtige vil være at afskaffe ejendomsskatterne. Du skal ikke betale skat for at bo. Og det er uanset om du er ejer eller lejer. Mange betaler allerede mere end 30.000 kr. om året i ejendomsskatter. Det er mange penge. Og det skal betales, uanset hvad man tjener. Mange pensionister er f.eks. tvunget til at tage lån i deres hus for at kunne blive boende. Det er ikke rimeligt.

Ejendomsskatterne skal afskaffes, og borgerne i Gladsaxe skal ikke betale mere i udligning til andre kommuner. Pengene har det bedst i Gladsaxeborgernes egne lommer, og ikke i andre kommuners kasser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top