Sæson for studenter
Forsidefoto.jpg
Årets første studenter på Gladsaxe Gymnasium Mathias Rishøj Nielsen og Sara Løve Andersen hejste traditionelt dannebrog sammen med rektor Eva Krarup Steensen. Også Bagsværd Kostskole og Gymnasium udklækkede årets første studenter. Fælles for mange af dem er, at de tager et sabbatår. Blandt andet for at vælge helt rigtigt, inden de begynder at læse videre. Foto: Kaj Bonne
Mange studenter tager sabbatår. Ikke for at slappe af, men for at rejse, arbejde og ikke mindst tænke sig grundigt om, inden de vælger en videregående uddannelse

Det er overhovedet ikke nyt, at de nye studenter tager et sabbatår. Sådan har det efterhånden været i de seneste fire-fem år, hvor Gladsaxe Bladet har talt med årets studenter. Og sådan var det også med alle de fem studenter, vi talte med mandag morgen.

Men bevæggrundene har ændret sig markant, og det af politikerne vedtagne uddannelsesloft har en stor betydning: Hvis du allerede har afsluttet en videregående uddannelse, kan du som udgangspunkt ikke tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau, før der er gået seks år.

Det betyder, at der ikke er råd til fejltagelser. Derfor har et rigtigt studievalg en meget afgørende betydning for studenter.

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium vil Markus Sibbesen, Isabella Foldal og Anna Bengtsson alle bruge det kommende år til at tænke sig grundigt om, inden de vælger at læse videre. Isabella er i overvejelsesfasen: – Måske læser jeg videre på Københavns Professionshøjskole – gerne noget med matematik/kemi/fysik.

Markus er færdig med 5. biotek (på Bagsværd starter man bioteklinjen i 8. klasse og afslutter med eksamen i 3.g):
– Formentlig vil jeg starte på universitet. Det kan godt være, at det ender med noget humaniora.
Anna tror nok, at det også ender med humaniora på universitetet.

På Bagsværd Kostskole og Gymnasium var både Markus og Isabella en del af Radio BK. Et frivilligt arbejde, hvor de hjælper med at sætte lys og lyd op samt pille det ned igen til gymnasiets arrangementer og fester.
Nu byder voksenlivet under ”sabbatåret” på rigtigt arbejde, kombineret med rejseri og uddannelsesovervejelser. Markus er studentermedhjælper på Novozymes, og det matcher jo fint hans biotekeksamen.

Isabella skal være børneguide hos Spies i nogle måneder, men hun ved ikke hvilke udenlandske destinationer, det fører hende til.

Anna rejser i tre måneder til Fijiøerne i Stillehavet, hvor hun som frivillig skal arbejde med børn for organisationen AFS. Derefter skal hun arbejde herhjemme, inden hun begynder at læse videre.

Samme tendens
På Gladsaxe Gymnasium tager de to første studenter, Mathias Rishøj Nielsen og Sara Løve Andersen også et sabbatår. Sara tager faktisk to år.

Hun har gået på Team Danmark-linjen, fordi hun dyrker kajakpolo på eliteniveau. Hun spiller både på landsholdet og i den tyske bundesliga:
– Jeg tager i et halvt år til New Zealand for at spille kajakpolo. Derefter kan jeg spille herhjemme i halvandet år, inden jeg vælger. Jeg har overvejet at blive biokemiker, men nu er jeg kommet i tvivl.
Sara fik dog et gennemsnit på 11, så hun har mange muligheder for at vælge.

Mathias regner med, at han skal læse noget med biologi, men heller ikke han har truffet en endelig beslutning.

Nu kan studenterne starte med at feste. Det har de fortjent. Og de danske politikere behøver ikke at være nervøse og emsige på de unges vegne: De udvikler sig med garanti til fornuftige unge. Lige nu vil de gerne lære livet lidt at kende. Heldigvis råder de over tvivlens nådegave.

Tre nye studenter fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium: Markus Sibbesen, Isabella Foldal og Anna Bengtsson. Foto: Kaj Bonne.

Tre nye studenter fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium: Markus Sibbesen, Isabella Foldal og Anna Bengtsson. Foto: Kaj Bonne.

To nye studenter fra Gladsaxe Gymnasium: Mathias Rishøj Nielsen og Sara Løve Andersen. Foto: Kaj Bonne.

To nye studenter fra Gladsaxe Gymnasium: Mathias Rishøj Nielsen og Sara Løve Andersen. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top