Sygefraværet skal ned
Det var en meget usædvanlig melding, som socialdemokraterne havde sendt byrådsmedlem Lene Svendborg(A) i byen med, efter at sygefraværet blandt kommunens SOSU-personale var faldet.

Martin Skou Heidemann, Søhuse 1, Byrådsmedlem for Venstre

Det var en meget usædvanlig melding, som socialdemokraterne havde sendt byrådsmedlem Lene Svendborg(A) i byen med, efter at sygefraværet blandt kommunens SOSU-personale var faldet.

I læserbrevet sidste uge lød det bl.a. at “denne strenge fraværspolitik (giver) vores arbejdspladser på ældreområdet et dårligt ry”.

Der henvises til, at medarbejderne indkaldes til samtale efter 4 perioder med sygefravær. I mine ører lyder det som en fuldstændig almindelig praksis, som da også gennemføres i samarbejde med kommunens medarbejderrepræsentanter og i øvrigt indenfor overenskomstens rammer. Der er jo ikke tale om, at man indkaldes til skideballe. Tværtimod er det da fint, hvis en drøftelse af arbejdsforholdene kan hjælpe på situationen.

Men nu lægges der åbenbart op til, at kommunens borgere skal acceptere et højere fravær blandt personalet. Eller planlægger man en administrativ ændring af denne “strenge” politik? Eller er der et skjult problem med hvordan kommunen behandler sit personale?

Jeg synes, at kommunen skal fortsætte arbejdet med at nedbringe sygefraværet. Både for at sikre, at borgerne får værdi for skattekronerne, men også for at sikre medarbejderne gode og sunde arbejdsforhold i Gladsaxe kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top