Unge ledige kommer i job
I Gladsaxe Bladet 11.06.2019 var der et debatindlæg af Lea Amalie Nielsen om hendes oplevelser som ung i en af Gladsaxe Kommunes Jobklubber.

Michael Dorph Jensen, Enhedslisten, Formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget

I Gladsaxe Bladet 11.06.2019 var der et debatindlæg af Lea Amalie Nielsen om hendes oplevelser som ung i en af Gladsaxe Kommunes Jobklubber. Unge i Gladsaxe er ikke ens og kommer med mange forskellige ønsker, behov, ressourcer og livshistorier. At de unge bidrager med kritik og forslag til forbedringer er godt og nødvendigt.

Det daglige tilbud i ’Jobklubberne’ har til formål at understøtte de lediges jobsøgning. Når de unge deltager i et forløb, har de mulighed for at netværke, få sparring og deltage i individuelle samtaler om det, de har behov for i forhold til konkret jobsøgning.

Det er vigtigt for mig, at unge i Gladsaxe har noget at stå op til, og den politiske intention er, at borgeren mødes med en anerkendende tilgang, hvor den enkelte føler sig inddraget som en medspiller i tilrettelæggelsen af indsatsen. Jeg vil nu tage en dialog med jobcentret omkring jobklubberne for at se om der skal ændres i disse. Jeg har tillid til, at jobcenterets medarbejdere tager udgangspunkt i det værdigrundlag i deres daglige arbejde og i vurderingen af, hvad der virker for den enkelte. Den overordnede tendens er heldigvis, at ledigheden blandt unge falder. Ledigheden for unge mellem 18 og 29 år på offentlig forsørgelse er således faldet fra 8,9 pct. i januar til 6,6 pct. i juni 2019.
Det glæder jeg mig over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top