Byfest i Mørkhøj for 5. gang
Mørkhøjs Venner inviterer også i år til Byfest på græsset ved Mørkhøj Skole og Seniorcenter Rosenlund

Lørdag den 17. august er værd at sætte mærke ved i kalenderen. Den dag er der byfest i Mørkhøj fra 10 morgen til 22 aften.

Det er femte gang Mørkhøjs Venner inviterer til byfest. Starten foregik for fire år siden på Grønnegården i Mørkhøj Erhvervskvarter, siden er festen rykket til Mørkhøjs villakvarter på græsarealerne ved Mørkhøj Skole og ved Seniorcenter Rosenlund.

Byfesten er et kulturelt endagsarrangement med gratis adgang for alle. Festen er arrangeret af den frivillige forening, Mørkhøjs Venner, bestående af fire personer, som, uden nogen former for forudgående forudsætninger, hver især bidrager med det de kan i forhold til planlægning og afvikling af arrangementet.

Lokale foreninger har fra start spillet en afgørende rolle for arrangements afholdelse med deres forskellige aktiviteter for både store og små. Endvidere har Ung i Gladsaxe, Mørkhøj og Enghavegård Skoler samt områdets børnehuse været en del af Mørkhøj Byfest de sidste par år, og deres deltagelse udgør ligeledes et væsentlige bidrag til byfesten.

Et rum for alle
Mørkhøj har i de seneste år oplevet en større tilflytning, og arrangørerne af byfesten ønsker at skabe et rum, hvor alle Mørkhøjs borgere kan mødes på kryds og tværs af forskelligheder samt opleve og få kendskab til vores lokale foreninger, institutioner og erhvervsdrivende mv. Formålet med Mørkhøj Byfest er således at udvikle og styrke foreningslivet samt fællesskabet i vores bydel, og vi håber derfor på, endnu flere, særligt lokale erhvervsdrivende, har lyst til at støtte op om vores byfest.

Dette års Mørkhøj Byfest bliver med mange af de samme aktiviteter, som man har kunnet opleve de sidste par år, men også nye indslag har fundet vej.

– Vi arbejder hver år videre med de ting, som vi synes fungerer, og så forsøger vi løbende at inddrage flere lokale aktører i arrangementet. Det er ikke let, men vi håber med tiden, at kunne få held med at engagere flere lokale kræfter, så vi kan være flere om at dele arbejdsbyrden, fortæller Tanja Koefoed, kasserer i Mørkhøjs Venner.
Mørkhøj Byfest vil også i år blive på to lokationer (se mere på Facebook siden @morkhojbyfest og hjemmesiden www.morkhojsvenner.dk;

Årets fest
• Seniorcenter Rosenlund – kl. 10-13, hvor der være forskellige aktiviteter primært målrettet børnefamilier samt Rosenlunds beboere.

• Græsarealerne ved Mørkhøj Skole (Festpladsen) – kl. 13-22, hvor der i et telt vil være musik og underholdning, og udenfor vil der dagen igennem foregå forskellige aktiviteter arrangeret af områdets lokale foreninger og institutioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top