annonce
Diskussion om dagtilbud
Venstre ville vide om tilsynet med Gladsaxes daginstitutioner er finmasket nok

På byrådsmødet onsdag ville Astrid Søborg (V) tale om daginstitutioner. Hun havde været inde og læse tilsynsrapporten fra sit eget barns institution.
– Når jeg kigger i tilsynsrapporten kan jeg se, at det der er i fokus, når man fører tilsyn her i kommunen, rigtigt meget handler om måling af læringsmæssige progression, arbejdet med mål og tilsynet med de fysiske rammer, fortalte hun.
Så hvordan tager tilsynet med vores institutioner højde for, om der i kommunens dagtilbud er voksne til stede med tilstrækkelig empati, overblik og følelsesmæssig overskud? Og hvordan opfanger tilsynet hvis der ikke er, i lyset af TV2-dokumentaren ”daginstitutioner bag facaden”, spurgte Astrid Søborg.
Det var ikke et spørgsmål om at være ude efter de ansatte i kommunen, men mere en diskussion af kommunens praksis, tilføjede hun.
Formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Claus Wachmann (B), fortalte at konsulenterne først endevender det tilgængelige materiale, såsom års- og læreplaner og tilbagemeldinger fra forældre. Derefter bruger de en halv dag, hvor de vises de rundt i daginstitutionen og taler med institutionens ledelse. Den pædagogiske konsulent sikrer, at der følges op på handleplanerne. – Men sproget i tilsynsrapporterne er meget fagligt indforstået, og det fremstår som om læring er det eneste der er fokus på, fortalte Claus Wachmann.
Forvaltningen vil derfor revidere materiale, så det bliver tydeligt at der også er fokus på trivsel og ikke kun på læring. Et tilsyn kan aldrig stå alene, men skal følges op med løbende bevågenhed, tilføjede han.
Astrid Søborg svarede, at hun nu var mere tryg – både som mor og politikker.
Ifølge Trine Henriksen (Ø) ville en revision af tilsynsrapporteringen dog ikke løse problemet, da hun mente at det ikke kun er i tilsynsrapporterne, at der er overdrevet fokus på læring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top