- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

DM-succes for svømmere

Gladsaxe Svøms 1. holdssvømmere var med i de danske mesterskaber på langbane i Helsingør. De gjorde en flot figur med deltagelse i 14 B- og 15 A-finaler (A-finaler er for de 8 bedste, B for de 8 efterfølgende).

Finalerne gav guld til Victoria Bierre i både 50, 100 og 200 m rygcrawl, en guld til Amalie Mikkelsen i 50 fly, en bronze til Frederik Lentz i 50 fri, en bronze til Oliver Steenberg i 200 fly og en bronze til Alfred Grubert i 200 medley. De tre drenge er blot juniorsvømmere, men eftersom det er et åbent mesterskab, kæmpede de mod alle seniorsvømmerne.

Derudover gjorde juniordrengene rent bord ved at vinde alle tre holdkapper – guld i 4×200 IM, guld i 4×100 holdmedley og guld i 4×100 fri. Pigerne fulgte trop ved at vinde en bronze i 4×100 holdmedley. Det er mange år siden, klubben sidst fik en holdkapmedalje for juniorpiger.

Tidligere på sommeren deltog de lidt yngre svømmere fra 2. holdet i Danske Årgangsmesterskaber på langbane i Nørresundby. Her blev det til 8 A-finaler og 15 B-finaler, og Anders Junker svømmede sig til en bronzemedalje i 100 rygcrawl.